Nordjyllands Politi er tirsdag eftermiddag til stede i et sommerhusområde ved Storvorde, hvor en mand er blevet stukket med kniv i ryggen. Manden ønsker ikke at samarbejde med politiet.
Omkring klokken 13 i dag tirsdag den 24. november sendte Nordjyllands Politi patruljer til et sommerhusområde ved Storvorde, da man modtog en anmeldelse om et knivstikkeri.
”Et vidne ser en mand komme gående på en sti i dette afsides sommerhusområde. Manden tager sig til ryggen og bløder. Derfor slår vidnet alarm,” gengiver vagtchef René Kortegaard.
Da politiet ankommer til stedet, ønsker den sårede mand imidlertid ikke at oplyse om hændelsesforløbet eller på anden vis samarbejde med politiet.
”Der bliver selvfølgelig rekvireret lægehjælp til forurettede,” fortæller vagtchefen, der ikke har yderligere oplysninger om mandens tilstand.
Ikke grund til uro
Politiet arbejder fortsat i området, hvor man blandt andet søger efter spor med hunde. En indsatsleder er også sendt til stedet.
René Kortegaard mener ikke, der er grund til uro, hvis man bor eller opholder sig i området, hvor knivstikkeriet fandt sted.
”Vi kan ikke oplyse noget præcist om motivet til knivstikkeriet, men det er vores klare opfattelse, at man som almindelig borger i området ikke har grund til at være urolig,” understreger han.
To mænd løb fra stedet
Vagtchefen opfordrer til gengæld folk i området til at henvende sig, hvis de har set noget af relevans for sagen:
”Vidnet, der ringer og anmelder knivstikkeriet til os, ser også to mænd løbe fra stedet og køre væk i en karrygul bil. Vi ved endnu ikke, om disse mænd har haft noget med sagen at gøre, men vi hører gerne fra folk, der måtte have set dem eller bilen,” siger René Kortegaard.