Spytter chauffør i ansigtet: "Jeg hader dig"

05/3/20 13:00

Christian Granhøj Skouboe

Hvem er denne mand? Foto: Østjyllands Politi
Beruselsen havde stadigvæk fat i en mand, da han steg ind i bus 1A en morgen. Nu efterlyses han.

Østjyllands Politi har torsdag eftermiddag lagt en efterlysning på Facebook. 

Denne ganger politiet på udkig efter en mand, der skabte kaos i en bybus i Aarhus. 

Episoden skete om morgenen kl. 8.31 den 9. januar i år, da chaufføren i 1A holdt ind ved stoppestedet på Nørreport. En tydeligt beruset mand væltede lidt rundt i bussen og råbte ”jeg hader dig” mod chaufføren. På vej ud af bussens frontdør vendte han sig mod chaufføren og spyttede ham i ansigtet, inden han gik ud.

Politiet oplyser, at de efterforsker sagen som vold mod en person i offentlig tjeneste. Det er en særlig paragraf i straffeloven og har en højere strafferamme end den ”almindelige” voldsparagraf.

Ydermere skriver de dog også: 

"Det er ikke lykkedes os at finde frem til manden, og derfor offentliggør vi nu et billede fra overvågningsvideoen i bussen. Vi ved godt, at billedkvaliteten ikke er prangende, men det er det eneste, vi har, og vi håber, at nogen kan genkende manden alligevel."

Han beskrives som:

  • Dansk af udseende
  • Ca. 25-30 år
  • Ca. 175 cm høj
  • Var iført blå jakke, hættetrøje af sejlstof, cowboybukser og sorte sko

Hjælp Østjyllands Politi ved at dele efterlysningen eller ring til dem på tlf. 114, hvis du har oplysninger om manden.