Østjyllands Politi måtte torsdag eftermiddag rykke ud til anmelder, der havde fået stjælet en abe i et meget dristigt tyveri, hvor en mand nåede at stikke af med en abe. Uheldigvis for tyven fik han dog efterladt et værdifuldt spor, der formentligt kommer til at bringe politiet lige i favnen på ham og den stjålne abe.
Det er Østjyllands Politi, der selv opruller den farverige hændelse i døgnrapporten, der er udkommet fredag.
Får dem til at låse op
Historien tager sin begyndelse torsdag lige omkring klokken 16. Her kom en mandlig kunde ind i en isenkræmmer på Middelgade i Randers og bad om at se nærmere på nogle varer.
Heriblandt nogle genstande, der er designet af det danske ikon Kay Bojesen-atikler. Disse var dog låst inde bag en glasmontre, og derfor måtte kunden have personalets hjælp. Selv forklarede han over for de ansatte, at han var i tvivl om, hvilken Kay Bojesen-abe han skulle købe og bad om at se både den lille og den store udgave.
Det skulle hun aldrig have gjort
Medarbejderen låste skabet op og tog begge aber ud. Hun havde dem begge i hænderne, mens hun viste dem frem for kunden. Da hun var ved at sætte dem ind i glasmontren igen, bad kunden om at få lov at se de store abe en gang til, og medarbejderen tog den store abe ud igen.
Da hun gjorde det, tog kunden fat i hendes arm og sagde, at han godt selv kunne holde den, hvorefter han tog godt fat i aben og hurtigt løb ud af butikken. En anden medarbejder løb efter manden og fik fat i ham i døråbningen, men han fik vristet sig fri. Medarbejderen fik dog fat i hans taske, hvori der lå nogle personlige papirer, der har sendt politiet på sporet af den formodede gerningsmand.