Politiet gennemfører i perioden 18. maj til 24. maj 2020 en målrettet indsats mod cyklister og knallertkørere. Det oplyser Rigspolitiet mandag. Ordensmagten har ekstra fokus på denne gruppe, da de ofte er mere udsatte i trafikken.
De såkaldte bløde trafikanter udgør en betydelig del af de dræbte og tilskadekomne i trafikken, og de er mere udsat for alvorlige skader, når de er involveret i trafikulykker.
I 2018 blev 28 cyklister og 10 knallertførere dræbt i trafikken, hvor yderligere 921 cyklister og 269 knallertførere kom til skade. I en del af ulykkerne var risikobetonet adfærd hos cyklister og knallertkørere en medvirkende årsag
Derfor sættes der ind
Hvis knallerter kører for stærkt, udgør det en væsentlig risiko for føreren selv og for medtrafikanterne. Samtidig skaber høj hastighed ofte utryghed for cyklister og gående på cykelstier og gangstier, hvor støjgener også er en faktor, som er til irritation for omkringboende.
Hvorfor indsats mod cyklister og knallerter?
- Bløde trafikanter er mere udsat for alvorlige skader eller død i ulykker.
- Nogle cyklister og knallertkørere kører over for rødt lys, kører på fortove i fodgængerfelter og tager ikke hensyn til andre trafikanter.
- Ulovlige knallerter udgør en væsentlig risiko for føreren selv og andre.
- Ulovlige knallerter skaber utryghed på gangstier i boligområder, hvor beboerne også generes af støj.