Stor udrykning efter livløs "person": 24-årig sætter hele redningsmandskabet i sving

02/3/20 11:00

Christian Granhøj Skouboe

En gruppe studerende fik aktiveret hele redningsmandskabet. Foto: Rigspolitiet
En studerende ville bare skræmme sine kammerater.

Flere borgere på Gjerrild Nordstrand ved Grenaa slog søndag omkring kl. 9.00 alarm.

De årvågne borgere havde set noget, der lignede en person, som lå livløs i vandet. Det fortæller Østjyllands Politi i døgnrapporten mandag. 

Redningsmandskab i form af politi, kystredningstjeneste samt Beredskab og Sikkerhed blev tilkaldt, og en båd sejlede afsted for at nå ud til personen.

Det viste sig dog, at ”personen” var en oppustelig dukke, som var iklædt rigtigt tøj. 

Bandt sten om dukke

Østjyllands Politi fandt frem til, at dukken stammede fra et arrangement, som en gruppe studerende havde holdt på stranden lørdag aften.

En 24-årig kvinde forklarede, at hun havde bundet en sten om dukken og sat den ud i vandet for at skræmme nogle af sine medstuderende. Hun havde efterfølgende glemt at tage dukken op af vandet igen. 

Den 24-årige kan nu se frem til en sigtelse for misbrug af faresignal og muligvis en større regning for alt det redningsmandskab, der blev sendt til stedet.