To svenskere på 18 og 35 år blev tirsdag udleveret fra Sverige og fremstilles onsdag i grundlovsforhør i København. De er sigtet for drabet på Vesterbro den 4. februar.
Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
I alt tre mænd blev i slutningen af februar anholdt i Malmø-området i en koordineret aktion mellem svensk politi, Københavns Politi og National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). De anholdte er mistænkt for at stå bag drabet på en 36-årig svensk mand på Vesterbro den 4. februar.
Offeret blev dræbt af skud på hjørnet af Vesterbrogade og Kaalundsgade om aftenen kl. 20.30. Herefter flygtede to gerningsmænd fra stedet til fods.
Foto: Shutterstock
Af de tre anholdte har de to frivilligt valgt at lade sig udlevere, mens en tredje mand, en 20-årig dansk statsborger, ikke frivilligt ønsker at blive overdraget til dansk politi. Københavns Politi har derfor begæret ham udleveret, og anmodningen behandles af de svenske myndigheder.
Det er Københavns Politis opfattelse, at de tre personer er en del af bandemiljøet i Malmø.
"Vi har haft en intensiv efterforskning i godt samarbejde med kolleger i både NSK og hos svensk politi. Efterforskningen er pågår, og derfor kan vi desværre ikke på nuværende tidspunkt gå i yderligere detaljer," siger leder af Afdelingen for organiseret kriminalitet, vicepolitiinspektør Knud Hvass.