Danmark står i en usædvanlig situation i disse dage. Det mærker personalet på sygehuset rundt i landet dagligt, som virusudbruddet øger presset på sundhedssystemet. Torsdag fik personalet på Herlev Hospital et indblik i et andet uhyggeligt aspekt af den verserende sundhedskrise.
Her stormede tre maskerede mænd skadestuen, imens en fjerde ventede i deres flugtbil. Gerningsmændene var på udkig efter håndsprit og masker. Det fortæller Ekstra Bladet.
"Klokken 00.51 natten til fredag modtog vi anmeldelse fra Herlev Hospital om, at tre mænd iført maskering havde været inde på hospitalet og havde stjålet håndsprit. De tre mænd var væk, da vores patrulje kort efter ankom til stedet - men vi har registreringsnummer på deres bil og videoovervågning fra stedet og efterforsker sagen. Vi hører meget gerne fra vidner, der har info om sagen," fortæller Københavns Vestegns Politi til Ekstra Bladet.
Politiet pointerer derudovr, at de i løbet af de seneste dage har patruljeret mere omkring de hospitaler, der har adresse i politikredsen.
Vidner til tyveriet fortæller, at det var voldsomme scener, der udspillede sig. De tre store maskerede mænd rev alt ned på deres vej gennem skadestuen, inden de stak af i den ventende flugtbil.
Indgange bevogtes
Siden tyveriet har hospitalet måtte tage nogle dramatiske skridt for at sikre sikkerheden for ansatte, patienter og pårørende. Siden er der blevet indsat vagter ved alle hospitalets åbne indgange. Udover at beskytte medarbejderne, der dagligt kæmper mod coronavirussen, så skal vagterne også sørge for, at der ikke forsvinder vigtige hjælpemidler - som fx håndsprit og mundbind - fra hospitalets opbevaringsrum.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har politiet rundsendt en intern besked, hvor politiet og ledelsen opfordrer til, at man ikke modsætter sig eventuelle tyverier, men istedet kontakter politiet så snart, det er muligt.