Fredag havde Midt- og Vestsjællands Politi skjult sig hos en bilforhandler i Roskilde. Omkring kl. 13.00 dukkede en 20-årig kvinde fra Storkøbenhavn op, som ifølge SN.dk skulle hente en ny personbil til en værdi af omtrent en halv million kroner.
Bilen fik hun dog ikke med sig. I stedet blev hun anholdt på stedet, da politiet ikke er i tvivl om, at hun var en del af et svindelnummer.
Da hun dukkede op, skulle hun hente en bil, som ikke var registreret i sit eget navn. Til gengæld havde hun en fuldmagt med som dokumentation på, at hun skulle hente den helt nye bil.
Forud for handlen havde bilforhandleren modtaget en aftale fra et finansieringsselskab om udbetaling af penge til bilkøbet. Her havde han forhandleren også fået besked om, at bilen ville blive afhentet af en anden end køber.
Kvinden, hvis navn var blevet brugt til at oprette et billån, viste sig dog at have fået sine oplysninger misbrugt. Hun havde derfor ikke selv oprettet et billån. Derimod tyder alt på, at der er tale om en form for identitetstyveri.
Først gik der en anmeldelse om dette til en jysk politikreds, som hurtigt sendte sagen videre til Midt- og Vestsjællands Politi. Årsagen til dette var, at bilen skulle hentes hos en forhandler i Roskilde.
Kvinden blev anholdt, da hun forsøgte at hente bilen, og er efterfølgende blevet afhørt. Hun er dog blevet løsladt igen, da politiet vil fokusere på at finde den reelle bedrager, som står bag tyveriet af identitetsoplysninger samt misbrug af disse.
SN.dk skriver, at Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at denne form for misbrug er blevet set flere gange i den senere tid. En af de biler, der er blevet købt på denne måde, er senere blevet fundet og beslaglagt i udlandet.