Ville bare hente en oplader: Det koster ham 18.000 kroner

26/02/2020

Christian Granhøj Skouboe

112
Det er svært at undvære sin oplader nu til dags. Foto: Shutterstock
Manden ville bare hente opladeren til sin telefon.

Mest læste i dag

Onsdag er Sydjyllands Politi ude med et meget klart budskab. 

Faktisk så klart, at det står mejslet med store bogstaver på politikredsens side på Facebook.

"BILKØRSEL DAGEN DERPÅ ER FARLIGT OG KAN BLIVE EN DYR FORNØJELSE"

Anledningen til politiets opslag er, at en 41-årig mand fra Kolding-området i går blev dømt for at have kørt spirituskørsel den 30. marts sidste år. 

I retten forklarede den 41-årige, at han havde festet hele natten, og da han næste morgen opdagede, at hans telefon var løbet tør for strøm, tog han bilen for at hente sin oplader.

Det skulle han ikke have gjort.

Meget dyr tur

Han var stadig kraftigt påvirket af alkohol og endte med at køre i grøften efter at have overhalet en bus for fuldt optrukne spærrelinjer.

Den tur kostede den 41-årige mand 20 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste, en bøde på 18.000 kr. og ubetinget frakendelse af førerretten i 3 år, og så blev hans bil konfiskeret.

Den 41-årige modtog sin dom.

Politiet pointerer i opslaget, at selvom konsekvenserne blev store, er det allervigtigste, at der ikke skete personskade. 

"Heldigvis kom der ikke nogen alvorligt til skade ved uheldet - men så ’godt’ går det ikke hver gang. Lad bilen stå, når du har festet med alkohol – også dagen derpå!"

Anbefalet til dig