DMI har netop opdateret sæsonprognosen, så den nu omfatter oktober og november.
Lige nu læser andre
Efterårsvejret ser ud til at byde på ustadigt, vådt og overvejende mildt vejr.
I løbet af oktober kan talrige fronter passere Danmark vestfra med perioder af regn og blæst, men især i begyndelsen af måneden kan et højtryk give os en periode med tørt og roligt vejr med sol.
Det ustadige vejr fortsætter i november, men der er tegn på, at lavtryksaktiviteten aftager noget efterhånden.
Et højtryk kan en overgang bygges op over Nordatlanten og Grønland, hvilket kan medføre en periode med nordlige vinde og koldere vejr.
Sådan skriver DMI i en ny sæsonprognose.
Oktober
Læs også
Vejrmønstret i oktober bliver styret af lavtryk fra Grønland og Nordatlanten, som sender fronter ind over Danmark.
Det betyder mange dage med skyer, regn og blæst. Indimellem vil der dog være pauser med sol og roligere vejr.
Den øgede trykkontrast mellem Nord- og Sydeuropa skaber risiko for kraftige efterårsstorme. Alligevel kan højtryk især tidligt på måneden give enkelte dage med klart og vindsvagt vejr. Temperaturen ventes samlet set at ligge omkring eller lidt over det normale for oktober.
DMI fremhæver også, at den første nattefrost ofte rammer i forbindelse med et koldt pust fra nordvest, når vinden lægger sig efter et blæsevejr.
November
November fortsætter med vestlige vinde og ustadigt vejr, men lavtryksaktiviteten ser ud til at aftage hen mod månedens slutning.
Læs også
Det åbner for muligheden for, at et højtryk etablerer sig over Nordatlanten og Grønland. Skulle det ske, vil Danmark kunne opleve koldere luftstrømme fra nord.
Scenariet er usikkert, men kan føre til en periode med frostklare nætter og måske endda sæsonens første snefnug, som plejer at lande i november ifølge DMI.
Samtidig ventes temperaturen at ende på niveau med eller lidt over normalen, mens nedbørsmængderne sandsynligvis lander over gennemsnittet.