Nicolai Busekist
Et klinisk forsøg antyder, at D-vitamin kan bremse cellulær aldring ved at bevare telomerer. Forskere advarer dog mod for høje doser.
Kosttilskud med D-vitamin kan hjælpe med at beskytte de beskyttende kapper på vores kromosomer, som har indflydelse på aldringens tempo. Det vækker håb om, at det såkaldte ‘solskinsvitamin’ kan bidrage til et sundere og længere liv, ifølge et nyt studie. Det skriver SciTechDaily.
Forskere rapporterede, at daglig indtagelse af 2.000 IE (internationale enheder, der er en standardmåling for vitaminer) D-vitamin hjalp med at bevare telomerer – små strukturer for enden af kromosomer, som fungerer som spidserne på snørebånd og beskytter DNA’et under celledeling.
Hvert af vores 46 kromosomer ender med en telomer, som gradvist forkortes, hver gang en celle deler sig. Når telomererne bliver for korte, mister cellerne evnen til at dele sig og dør til sidst.
Forkortede telomerer er blevet forbundet med flere alvorlige aldersrelaterede sygdomme som kræft, hjertesygdomme og slidgigt. Faktorer som rygning, kronisk stress og depression ser ud til at fremskynde denne proces, og inflammation i kroppen bidrager ligeledes til tabet af telomerer.
Ud over stærke knogler
D-vitamin er bredt anerkendt for sin rolle i knoglesundhed, herunder især ved at hjælpe kroppen med at optage calcium. Et tilstrækkeligt indtag er især vigtigt for børn, unge og personer med mørkere hud eller begrænset soleksponering, for at sikre korrekt knogleudvikling og vedligeholdelse.
Men D-vitamin styrker også vores immunforsvar. En gennemgang af forskningen har vist, at D-vitamin kan reducere luftvejsinfektioner, især hos personer med mangel.
Tidlige studier antyder endda, at det kan hjælpe med at forebygge autoimmune sygdomme som leddegigt, lupus og multipel sklerose, selvom der stadig mangler flere kliniske forsøg.
Da inflammation beskadiger telomerer, kan D-vitaminets antiinflammatoriske virkning være forklaringen på den beskyttende effekt.
Klinisk test af D-vitamin
I det seneste studie, udført af Augusta University i USA, fulgte forskerne 1.031 personer med en gennemsnitsalder på 65 år over fem år. Telomerernes længde blev målt ved studiets start, efter to år og efter fire år. Halvdelen tog 2.000 IE D-vitamin dagligt, mens den anden halvdel fik placebo.
Resultaterne viste, at telomererne i D-vitamin-gruppen blev bevaret med 140 basepar sammenlignet med placebogruppen. Til sammenligning har tidligere forskning vist, at telomerer naturligt forkortes med cirka 460 basepar over ti år, hvilket antyder, at D-vitamin kan have en reel beskyttende effekt.
Dette er ikke første gang, man ser lovende resultater. Tidligere studier har vist lignende fordele, og middelhavskosten – rig på antiinflammatoriske næringsstoffer – er også blevet knyttet til længere telomerer.
Men der er et men
Der er dog vigtige forhold at tage højde for. Nogle forskere advarer om, at ekstremt lange telomerer måske kan øge sygdomsrisikoen. Det antyder, at der findes et ‘sweet spot’, som man endnu ikke har fuld forståelse for.
Der er heller ikke enighed om den ideelle dosis. Forskerne fra Augusta brugte 2.000 IE dagligt, hvilket er væsentligt mere end de nuværende anbefalinger på 600 IE for personer under 70 år og 800 IE for ældre. Andre studier antyder, at bare 400 IE kan være nok til at forebygge forkølelser.
Eksperter mener, at den optimale dosis sandsynligvis afhænger af individuelle faktorer, som nuværende D-vitaminniveau, generel ernæring og interaktionen med andre næringsstoffer.
Selvom resultaterne er lovende, er det for tidligt at begynde at tage store doser D-vitamin i håbet om at bremse aldring. Den stærkeste evidens for sund aldring peger stadig på det basale: en afbalanceret kost, regelmæssig motion, god søvn, undgåelse af rygning og stresshåndtering – alt sammen noget, der naturligt støtter telomerernes sundhed.
Hvis du har D-vitaminmangel eller er i risiko for dårlig knoglesundhed, er kosttilskud dog fortsat et fornuftigt valg, som er understøttet af årtiers forskning.
Mens forskere fortsat forsøger at forstå aldringens mysterier, kan D-vitaminets rolle i at holde vores cellulære ur i gang vise sig at være én brik i et meget større puslespil.
