“Der tale om en så fundamental sikkerhedsmæssig brist, at Euro NCAP og FDM på ingen måde kan anbefale bilkøbere at købe en…”
Lige nu læser andre
En chokerende afsløring har set dagens lys.
Advarselslamperne blinker rødt i septembers anden test fra Euro NCAP, der tæller bare én bil – MG 3.
Det tidligere britiske bilmærke brystede sig engang af sloganet ’Safety Fast’, men er i dag kinesiskejet. Den testede MG 3 er i Danmark, hvor den findes i en hybridudgave.
Overordnet klarer bilen sig til fire stjerner, men dykker man ned i resultatet, er der grund til bekymring.
Det gælder ikke mindst i kollisionstesten, hvor førersædet rev sig løs med det resultat, at testdukken blev udsat for en voldsom belastning, som langt oversteg Euro NCAP’s tolerance.
Læs også
Testdukkens hoved ramte også rattet som følge af for lidt luft i rattets airbag.
Også ved dukken på det forreste passagersæde blev der målt en forhøjet belastning af lår og bryst.
For passagerer på bagsædet afslørede testen også en ringe sikkerhed med en kritisk høj belastning af hovedet for voksne passagerer.
I sidekollisionstesten svigtede gardinairbaggen, så testdukken svarende til et 10-årigt barn ramte bilens bagstolpe med høj belastning af hoved og krop til følge. Resultatet lød på 0 point.
”Som testen af MG 3 afslører, er der tale om en så fundamental sikkerhedsmæssig brist, at Euro NCAP og FDM på ingen måde kan anbefale bilkøbere at købe en MG 3. Det er ikke en lille detalje, der er problemet, men derimod selve konstruktionen af den måde, som førersædet er fastgjort til karrosseriet på, den er gal med. Så indtil MG har fået ændret på bilens opbygning, kan vi ikke anbefale, at man køber denne bil,” siger bilteknisk redaktør i FDM Søren W. Rasmussen.
Læs også
Det er første gang, siden Euro NCAP i 1997 begyndte at teste nye bilers sikkerhed, at et førersæde har revet sig løs.
Når MG 3 alligevel kan få fire stjerner, skyldes det, Euro NCAP’s nuværende testprotokol ikke giver mulighed for at trække bilen længere ned, da bilen på andre områder klarer sig til fire stjerner.
”En bil med så alvorlig fejl på sikkerheden bør naturligvis ikke kunne få fire stjerner. Problemet er, at man ved udarbejdelsen af den nuværende testprotokol ikke havde forudset et tilfælde som det med MG 3. Og da man ikke her og nu kan ændre på reglerne for Euro NCAP-vurderingen, står man i den underlige situation, at MG 3 både får en rimelig samlet karakter, samtidig med at Euro NCAP og FDM ikke vil anbefale køb af den,” siger Søren W. Rasmussen.
Euro NCAP arbejder i øjeblikket på en helt ny testprotokol, der skal gælde fra 2026.
Her vil man tage højde for tilfælde, hvor biler på enkelte punkter viser sig at have så alvorlige brister, at det skal kunne afspejle sig i antallet af stjerner, den enkelte bil kan opnå.
Læs også
FDM har forelagt resultatet for den danske MG-importør, som oplyser, at MG siden august i deres produktion af MG 3 har ændret på førersædets låsemekanisme.
Fra oktober ændres også førerens airbag. Til gengæld vil der ikke blive ændret på biler, der allerede er solgt.
Euro NCAP har på baggrund af testen delt resultaterne med typegodkendelsesmyndigheden, i tilfælde af at de mener, at en tilbagekaldelse af MG 3 er nødvendig.