Nyheder24.dk
Forside Nyheder Danmark står over for høj sabotagetrussel efter droneangreb: Nu reagerer...

Danmark står over for høj sabotagetrussel efter droneangreb: Nu reagerer Mette Frederiksen

Mette Frederiksen
European Commission (Christophe Licoppe / Wiki Commons

Situationen er langt mere alvorlig end først antaget.

Lige nu læser andre

Den seneste dronehændelse over Københavns Lufthavn får nu landets øverste myndigheder til at reagere kraftigt.

Statsminister Mette Frederiksen kalder det et historisk alvorligt angreb på dansk infrastruktur – og åbner for, at det kan være en del af en bredere europæisk trusselsbølge.

“Det mest alvorlige anslag vi har set”

Reaktionen fra statsministeren kom i et skriftligt svar til TV 2, hvor hun ikke lagde fingrene imellem.

“Det, vi har set i går aftes, er det hidtil mest alvorlige anslag mod dansk kritisk infrastruktur. Det siger noget om, hvad det er for en tid, vi lever i, og hvad vi som samfund skal være klar til at kunne håndtere,” udtaler Mette Frederiksen.

Hun tilføjer, at man ikke udelukker nogen muligheder i efterforskningen og henviser til en bredere tendens:

Læs også

“Det taler sig ind i den udvikling, vi har kunnet observere den seneste tid med andre droneangreb, krænkelser af luftrum og hackerangreb på europæiske lufthavne.”

PET og politiet holder kortene tæt

På et kort pressemøde torsdag bekræftede både Københavns Politi og PET, at efterforskningen er i fuld gang – men meget få konkrete detaljer kom frem.

Flemming Drejer, operativ chef i PET, slog fast, at myndighederne tager situationen dybt alvorligt:

“Vi er i Danmark under en høj sabotagetrussel,” sagde han og henviste til en international kontekst og risikoen for hybride angreb.

Han ville dog hverken kommentere på, hvordan dronerne er forsvundet, eller hvilke efterforskningsmetoder der tages i brug.

Kigger i retning af Rusland

Læs også

Ifølge Drejer udelukkes intet, og man kigger i alle retninger – herunder også i retning af Rusland.

Det er endnu uklart, hvem der står bag, men politiets og PET’s efterforskning involverer også samarbejde med myndigheder i Sverige og Norge.

Politidirektør Anne Tønnes valgte at kalde hændelsen for et “angreb” og slog fast, at det ikke kun er et teknisk brud, men en reel trussel mod Danmarks sikkerhed:

“Det er vores kritiske infrastruktur, og derfor kalder jeg det dét, jeg gør. Jeg synes, det er en meget alvorlig situation.”

Myndighederne undersøger nu, hvilke straffelovsparagraffer der kan være overtrådt, men man er ifølge Tønnes “over i de alvorlige strafbestemmelser”.

Ads by MGDK