Nu er den gal igen.
Lige nu læser andre
Endnu en større tilbagekaldelse rammer danske bilejere. Importøren Wismo har indledt et såkaldt Safety Recall, som berører mere end 900 plugin-hybridbiler fra Stellantis-koncernen.
Flere mærker ramt
Tilbagekaldelsen drejer sig om en række populære modeller, hvor bilernes højvoltsbatteri skal kontrolleres og i nogle tilfælde udskiftes.
Ifølge importøren er der en risiko for, at batteriet kan overophede.
De berørte biler fordeler sig på:
- Peugeot 3008 og 508: 642 stk.
- Citroën C5 Aircross: 233 stk.
- DS7: 30 stk.
- Opel Grandland: 16 stk.
Ejerne vil de kommende dage modtage en besked i e-Boks eller Mit.dk med information om næste skridt.
Midlertidige forholdsregler
Læs også
I brevet til kunderne fremgår det, at bilerne ikke bør oplades, og at eSave-funktionen skal undgås, indtil kontrollen er gennemført.
Afhængig af resultatet vil softwaren i batteriet blive opdateret, eller selve batteriet udskiftes.
FDM: Tag tilbagekaldelsen alvorligt
Bilorganisationen FDM opfordrer alle berørte ejere til at reagere hurtigt.
“Vi har tidligere set plugin-hybrider have problemer med overophedning af batteriet. I nogle tilfælde har det udviklet så meget varme, at der er gået ild i bilen.
Modtager man en tilbagekaldelse af sin bil, er det derfor vigtigt, at man reagerer på den og booker tid til kontrol,” siger tekniker i FDM, Tom Westersø Larsen.
Læs også
Han understreger, at bilejerne bør følge importørens anbefalinger, indtil deres bil er blevet undersøgt.
Importøren tavs
FDM oplyser, at de gennem flere dage har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Wismo.
Den danske importør har dog endnu ikke svaret på henvendelserne.