Jens Asbjørn Bøgen
Det kan give os afgørende spor om, hvordan Månen er blevet, som den er.
Når NASA’s Artemis-astronauter lander nær Månens sydpol i de kommende år, kan de træde ind i et af de mest videnskabeligt betydningsfulde områder i Månens historie.
En ny undersøgelse antyder, at området skjuler dybe spor, der kan afsløre, hvordan Månen – og måske også Jorden selv – blev til.
Forskningen, ledet af planetforskeren Jeffrey Andrews-Hanna fra University of Arizona, blev offentliggjort i Nature og giver ny indsigt i Månens voldelige begyndelse og dens markant ujævne udseende.
En kolossal kollision
For omkring 4,3 milliarder år siden ramte en enorm asteroide Månens bagside og skabte South Pole–Aitken-bassinet (SPA) – det største krater på Månens overflade.
Med en udstrækning på over 1.900 kilometer fra nord til syd og omkring 1.600 kilometer fra øst til vest blev det ikke dannet ved et direkte sammenstød, men ved et skråt nedslag.
Andrews-Hannas team sammenlignede SPA med andre gigantiske nedslagsbassiner i solsystemet og opdagede en ensartet ”dråbeform”, som bliver smallere i den retning, nedslagslegemet bevægede sig.
I modsætning til tidligere teorier, som hævdede, at asteroiden kom fra syd, viser nye data, at den kom fra nord.
”Det betyder, at Artemis-missionerne vil lande på den nedstrøms kant af bassinet – det bedste sted at studere Månens største og ældste nedslagsbassin, hvor det meste af det udkastede materiale fra Månens indre sandsynligvis har samlet sig,” sagde Andrews-Hanna i en artikel fra University of Arizona.
Hemmeligheder under overfladen
Forskerne analyserede kraterets topografi, skorpetykkelse og kemiske sammensætning og fandt yderligere beviser for et nedslag fra nord.
Resultaterne giver også spor om, hvordan Månens indre har udviklet sig gennem milliarder af år.
Forskere mener, at den unge Måne engang var dækket af et globalt ”magmahav”. Da den afkølede, sank tungere mineraler for at danne kappen, mens lettere steg op og dannede skorpen.
Det sidste flydende lag mellem disse to niveauer koncentrerede visse resterende grundstoffer – kalium, sjældne jordarter og fosfor – som tilsammen kaldes ”KREEP”.
”Hvis du nogensinde har efterladt en sodavandsdåse i fryseren,” sagde Andrews-Hanna, ”har du måske bemærket, at når vandet fryser til is, modstår majssiruppen med høj fruktose at fryse til allersidst og i stedet bliver koncentreret i de sidste rester af væske. Vi tror, at noget lignende skete på Månen med KREEP.”
Ujævn af natur
KREEP-elementer forekommer hyppigst på Månens forside, som vender mod Jorden og er præget af mørke vulkanske sletter.
Bagsiden derimod er ujævn og stærkt kraterdækket. Hvorfor denne ubalance eksisterer, har længe forvirret forskere.
Ifølge Andrews-Hanna kan den tykkere skorpe på bagsiden have tvunget smeltet sten fra det tidlige magmahav til at blive presset mod forsiden – ”som tandpasta, der presses ud af en tube.”
Denne ujævne fordeling førte sandsynligvis til den intense vulkanske aktivitet, der formede den side af Månen, som er synlig fra Jorden.
SPA-krateret giver beviser for denne proces. Forskerne fandt et område med radioaktivt thorium – et kendetegn på KREEP-rigt materiale – koncentreret på den ene side af bassinet.
Dette markerer, siger de, et ”vindue” ind i Månens lagdelte skorpe, hvor rester af det urgamle magmahav engang flød.
Spor for Artemis-forskere
Resultaterne tyder på, at prøver, der indsamles under de kommende Artemis-missioner, kan give enestående indsigt i Månens tidlige udvikling.
Mens rumfartøjer allerede har kortlagt thoriumaflejringer fra kredsløb, vil direkte analyse af måneklipper give et langt klarere billede.
”Disse prøver vil blive analyseret af forskere over hele verden, herunder her på University of Arizona,” sagde Andrews-Hanna. ”Med Artemis vil vi have prøver på Jorden, og vi vil vide præcis, hvad de består af.”
Forskerne håber, at disse prøver til sidst kan forklare, hvordan Månens mærkelige asymmetri opstod – og hvad den historie afslører om oprindelsen til Jordens nærmeste nabo.
Kilder: Nature; University of Arizona; NASA
