En ung mand formåede onsdag at stikke af under en ledsaget udgang, men Bornholms Politi har endnu ikke fanget ham igen.
Lige nu læser andre
En 19-årig mand, der var indsat i Rønne Arrest, undslap onsdag eftermiddag Bornholms Politi under en ledsaget udgang. Det skriver B.T. på baggrund af oplysninger fra Bornholms Politi.
Fredag er det fortsat ikke lykkedes politiet at få fat i den unge mand. Ifølge den vagthavende ved Bornholms Politi har eftersøgningen stået på siden flugten.
“Vi har ledt efter ham torsdag i dagstimerne samt natten til fredag,” lyder det fra vagthavende ved Bornholms Politi til B.T.
Politiet har søgt de steder, hvor man vurderer, at den 19-årige kan have opholdt sig, men uden resultat. Derfor opfordres offentligheden nu til at hjælpe med oplysninger i sagen.
“Vi har ledt de steder, som vi forventer, han kunne have været. Men det har ikke givet pote endnu. Derfor tager vi imod alle henvendelser fra borgere, der kunne have relevant information om sagen,” siger den vagthavende også.
Læs også
Eftersøgningen fortsætter også fredag. Politiet oplyser, at den 19-årige ikke betragtes som farlig.
Manden beskrives som cirka 180 centimeter høj og almindelig af bygning. Han er rødhåret og kan have et rødt overskæg. Ifølge politiets vurdering befinder han sig fortsat på Bornholm.
Bornholms Politi beder borgere om at kontakte dem på telefon 114, hvis de ser den pågældende mand eller har oplysninger om, hvor han kan opholde sig.