Nyheder24.dk
Forside Nyheder Efter stor udbrud af fugleinfluenza: Over 115.000 høns aflives

Efter stor udbrud af fugleinfluenza: Over 115.000 høns aflives

Høns
Alexas Fotos / Pexels

Danmark er blevet ramt af fugleinfluenza, hvilket har fået konsekvenser for en stor fjerkræbesætning nær Herlufmagle.

Lige nu læser andre

En stor fjerkræbesætning nær Herlufmagle nord for Næstved er konstateret smittet med fugleinfluenza. Det oplyser Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.

Der er tale om i alt 115.000 høns, som lørdag bliver aflivet for at begrænse risikoen for yderligere smittespredning og af hensyn til dyrevelfærd. Aflivningen bliver gennemført i samarbejde med Beredskabsstyrelsen.

Fredag fastslog Statens Serum Institut via prøver, at der var tale om fugleinfluenza i besætningen. Myndighederne har derfor iværksat en række tiltag for at forhindre, at sygdommen ender med at brede sig til andre fugle og besætninger i nærheden.

Styrelsen har blandt andet etableret en beskyttelseszone i en radius af tre kilometer omkring ejendommen samt en overvågningszone på ti kilometer.

I begge områder gælder der nu også en række skærpede restriktioner for ejere af fjerkræ. Det indebærer blandt andet, at fjerkræ og æg ikke må flyttes uden særlig tilladelse. Ifølge styrelsen er der i øjeblikket et markant smittetryk blandt vilde fugle i Danmark.

Læs også

“Vi oplever et meget højt smittetryk med fugleinfluenza i de vilde fugle i Danmark i denne sæson, og smitten rammer både store og små besætninger,” siger sektionsleder Henriette M. Hansen i meddelelsen.

“Så sent som torsdag måtte vi aflive 800 fasaner i en mindre besætning, og nu rykker vi så ud i helt stor skala i weekenden.”

Ud over den aktuelle sag er flere andre fugle- og fjerkræbesætninger i den seneste tid blevet ramt af den frygtede og meget smitsomme sygdom. Det høje smittetryk betyder også, at der i naturen kan findes vilde fugle, som fremstår syge eller svækkede.

Styrelsen opfordrer alle, der holder fugle eller fjerkræ, til at være særligt opmærksomme på at yde den bedst mulige beskyttelse mod smitte. Det anbefales blandt andet at skifte fodtøj, inden man går ind til dyrene, og at sikre, at vilde fugle ikke har adgang til foder og vand.

Myndighederne understreger samtidig, at fugleinfluenza kun sjældent smitter mennesker, men opfordrer til, at man undlader at røre ved syge eller døde fugle i naturen.

Læs også

Ads by MGDK