Krigen i Iran kan blive taget til et nyt niveau, da Iran truer europæiske lande med gengældelsesangreb.
Lige nu læser andre
EU-lande, der vælger at støtte de amerikanske og israelske angreb mod og i Iran, risikerer selv at blive mål for iranske gengældelsesangreb. Sådan lyder det fra Irans viceudenrigsminister Majid Takht-Ravanchi i et interview med tv-stationen France 24 ifølge Ritzau.
Ifølge ham er flere europæiske regeringer allerede blevet advaret om konsekvenserne ved at involvere sig militært i konflikten. Han har understreget overfor den franske tv-station, at Iran har gjort det klart over for flere lande, at de bør undgå at blive en del af krigen.
Han siger blandt andet, at europæiske lande er blevet informeret om, ‘at de skal være forsigtige med ikke at blive involveret i denne aggressionskrig mod Iran’.
Advarslen kommer efter, at flere europæiske lande har sendt militære enheder til Mellemøsten. Ifølge Reuters gælder det blandt andet Frankrig, Grækenland og Italien, som har sendt krigsskibe til regionen, efter at USA og Israel i sidste weekend indledte angreb mod mål i Iran.
Frankrig har samtidig styrket sin militære tilstedeværelse i området. Det franske militær oplyste fredag, at et hangarskib til helikoptere er blevet sendt til Middelhavet, skriver nyhedsbureauet AFP.
Læs også
Derudover er Frankrigs største krigsskib, hangarskibet Charles-de-Gaulle, også på vej mod Mellemøsten. Skibet passerede fredag Gibraltarstrædet og sejler mod det østlige Middelhav.
Samtidig har flere EU-ledere opfordret til en diplomatisk løsning på konflikten. De fleste topembedsmænd i EU har fordømt de iranske angreb i regionen og efterlyser en afslutning på krigen.
Tysklands forbundskansler Friedrich Merz sagde fredag, at Tyskland i samarbejde med internationale partnere arbejder for at finde en fredelig løsning på konflikten.
De militære spændinger er dog fortsat høje. Ifølge det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, har USA og Israel siden lørdag angrebet mere end 3.000 mål i Iran. Over 40 iranske krigsskibe siges også at være blevet beskadiget eller sænket.
Iran har samtidig svaret igen ved at affyre missiler og sende droner mod flere lande i regionen, herunder Saudi-Arabien og Qatar.
Læs også
Storbritannien har meddelt, at landet er klar til at støtte Saudi-Arabien militært, hvis det bliver nødvendigt. Det udtalte premierminister Keir Starmer ifølge AFP fredag efter en telefonsamtale med den saudiske kronprins.