Nyheder24.dk
Forside Nyheder Sag om kidnappet spædbarn tager drejning: Nu er flere sigtet

Sag om kidnappet spædbarn tager drejning: Nu er flere sigtet

Politi, police
Foto: 1Xela / Shutterstock.com

Da et spædbarn blev kidnappet i Haderslev, vakte det harme i hele landet – også i en sådan grad, at mange delte navne på den sigtede i sagen.

Lige nu læser andre

Syd- og Sønderjyllands Politi har besluttet at rejse sigtelser mod en række borgere, der mistænkes for at have overtrådt et navneforbud i en sag om bortførelse af et spædbarn tidligere i marts.

Sagen begyndte mandag den 9. marts, da et barn på syv måneder blev taget fra sin barnevogn i Haderslev. Episoden skabte stor opmærksomhed, inden barnet senere blev fundet. Her befandt barnet sig på et hotel, hvor det blev fundet i armene på en fremmed mand.

Efter hændelsen blev kendt i offentligheden, blev der nedlagt navneforbud i sagen. Formålet med et sådant forbud er blandt andet at beskytte den videre efterforskning og de involverede parter.

Alligevel har flere personer efterfølgende delt oplysninger på sociale medier, som ifølge politiet bryder forbuddet.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at en række borgere nu er sigtet for at have offentliggjort både navn og billede på den person, der er sigtet i sagen. Delingerne er sket på forskellige sociale medier, selvom der er et forbud mod at gøre dette.

Læs også

Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer i denne forbindelse også alle andre borgere til at fjerne indholdet, hvis de har delt det på nettet.

“Vi forstår, at det er en sag, der vækker mange følelser, men man skal huske, at det er politi og Anklagemyndighed, der håndterer eventuelle overtrædelser af straffeloven,” lyder det fra vicepolitiinspektør Kent Brynielsen i en udtalelse ifølge B.T.

Han forklarer i samme ombæring, at myndighederne følger op på de anmeldelser, de modtager i forbindelse med brud på navneforbuddet.

“I denne sag efterforsker vi alle de anmeldelser, vi modtager, og har nu sigtet flere for overtrædelse af navneforbuddet,” siger han.

Fra Syd- og Sønderjyllands Politi lyder det også, at der ikke på nuværende tidspunkt kan gives flere detaljer om sagen. Efterforskningen fortsætter, og de gennemgår fortsat anmeldelser om mulige overtrædelser.

Læs også

Når politiets arbejde er afsluttet, vil anklagemyndigheden tage stilling til, hvordan sagerne skal behandles. Det kan blandt andet føre til bøder for de personer, der er blevet sigtet for at have overtrådt navneforbuddet.

Ads by MGDK