En ny type svindel har spredt sig til danskerne, og her bliver Dao udnyttet af kriminelle.
Lige nu læser andre
En ny type SMS-svindel spreder sig i øjeblikket, hvor kriminelle forsøger at udgive sig for at være distributionsselskabet Dao. Den nye metode gør det endnu sværere for modtagerne at opdage, at der er tale om snyd.
Mange danskere får ofte beskeder fra ukendte numre, hvor man bliver opfordret til at klikke på et link. Formålet er typisk at lokke personlige oplysninger eller betalingsinformationer ud af modtageren. Nu har svindlerne dog taget metoden et skridt videre ved at forsøge at efterligne beskeder fra Dao.
Ifølge mediet TjekDet sender svindlere i øjeblikket SMS’er, der fremstår som beskeder fra Dao. I flere tilfælde lægger de falske beskeder sig direkte i samme tråd som de ægte beskeder fra Dao, hvilket får dem til at fremstå mere troværdige.
I beskederne bliver modtageren eksempelvis bedt om at følge et link for at rette oplysninger i forbindelse med leveringen af en pakke – for eksempel et husnummer. I virkeligheden leder linket videre til phishing-sider, hvor svindlerne forsøger at indsamle personlige oplysninger.
Dao bekræfter over for TV 2, at antallet af falske beskeder er steget markant.
Læs også
“Det er møgirriterende, og vi bruger rigtig mange kræfter på at få det stoppet,” siger administrerende direktør Hans Peter Nissen til TV 2.
Det er uklart, hvor mange falske SMS’er der cirkulerer på nuværende tidspunkt. Ifølge Hans Peter Nissen kan der være tale om tusindvis – måske endda titusindvis – af beskeder, som er sendt ud på en måde, så de ligner officielle beskeder fra Dao.
I første omgang frygtede de, at svindlerne havde skaffet sig adgang til kundernes telefonnumre, men undersøgelser tyder ifølge Dao ikke på, at telefonnumre er blevet lækket.
“Vi har prøvet at lave nogle tests og fået vores it-sikkerhedsekspert at se på, om der er noget, der kunne tyde på, at svindlerne har fået fat i folks telefonnumre. Det er jo vores skræk. Men det er der ikke umiddelbart noget, der tyder på,” siger Hans Peter Nissen.
Ifølge Dao sender svindlerne sandsynligvis SMS’er i stort antal i håb om at ramme personer, der faktisk venter en pakke. Og da Dao håndterer omkring 100.000 pakker dagligt, øger det chancen for, at nogen falder i fælden.
Læs også
TjekDet har desuden identificeret en række falske hjemmesider, der udgiver sig for at tilhøre Dao. Domænerne er registreret i Kina under oplysninger, som angiveligt fremstår falske.
Hos Dao arbejder man nu sammen med sms-leverandører og politiets cyberafdeling for at forsøge at bremse svindlen. Samtidig opfordrer de borgere til aldrig at indtaste oplysninger eller foretage betalinger via links i beskeder, hvis man er i tvivl om afsenderen.