Selvom der igen er blevet åbnet for passage, har flere skibe meldt om beskydning i Hormuzstrædet.
Spændingerne i Hormuzstrædet er igen taget til, efter at flere handelsskibe lørdag har rapporteret om beskydning under passage gennem det strategisk vigtige farvand.
Oplysningerne stammer fra anonyme kilder i både sikkerheds- og shippingbranchen, som ifølge Ritzau har udtalt sig til nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge den britiske organisation UK Maritime Trade Operations blev mindst ét tankskib konfronteret af fartøjer tilhørende Irans Revolutionsgarde. Her skulle to skibe have nærmet sig uden varsel og affyret skud mod tankskibet.
“Tankskib og besætning meldes i sikkerhed. Myndigheder efterforsker det,” lyder det fra organisationen i en meddelelse.
Det er uklart, hvorvidt hændelsen er en af flere episoder, der er blevet rapporteret samme dag. Iran har i skrivende stund ikke kommenteret oplysningerne.
Situationen i området har været præget af modstridende meldinger det seneste døgn. Fredag meddelte Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi, at Hormuzstrædet var åbent for skibstrafik, og efterfølgende begyndte flere fartøjer igen at bevæge sig gennem området.
Senere lørdag kom der dog en ny udmelding fra iransk side, hvor en militær talsmand understregede, at kontrollen over strædet er blevet skærpet.
“Kontrollen over Hormuzstrædet er vendt tilbage til sin tidligere tilstand, og dette strategiske stræde er under streng kontrol af de væbnede styrker,” lød det.
Det vil også sige, at der fortsat er usikkerhed om forholdene i et af verdens vigtigste knudepunkter for olie og gas.
Den amerikanske præsident Donald Trump har endnu ikke reageret på de seneste meldinger fra Iran. Tidligere på dagen omtalte han dog udviklingen som ‘gode nyheder’ uden at gå i detaljer.