Nyheder24.dk
Forside Nyheder Tusindvis af danskere får penge: Skal dele 350 millioner kroner

Tusindvis af danskere får penge: Skal dele 350 millioner kroner

penge
Foto: Kamil Zajaczkowski/Shutterstock

En lang række danskere kan glæde sig over, at der lørdag er tikket penge ind på deres konto.

Lørdag blev der sat i alt 350 millioner kroner ind på pensionsopsparingerne hos kunder i pensionsselskabet Velliv.

Pengene er blevet fordelt blandt cirka 360.000 kunder med markedsrenteprodukter som en del af selskabets ordning med såkaldte VellivKroner, skriver Euroinvestor.

Ordningen fungerer som en rabat på investeringsomkostningerne og er ifølge selskabet en måde at give en del af indtægterne tilbage til deres kunder. Udbetalingen sker én gang om året, hvis økonomien i selskabet tillader det.

“VellivKroner er noget vi giver til kunderne, fordi vi ønsker at have markedets laveste omkostninger. Lave omkostninger giver højere pensionsopsparing. Det er kernen i at være en del af et kundefællesskabet i Velliv,” siger kommerciel direktør Søren Husted i en kommentar.

For den enkelte kunde betyder ordningen en reduktion i omkostningerne på 0,15 procentpoint. Det svarer til en årlig besparelse på omkring 1.500 kroner for hver million kroner, der står på pensionskontoen.

Ifølge beregninger fra Velliv kan rabatten få en mærkbar effekt på den lange bane.

Eksempelvis vil en 30-årig kunde med en opsparing på 500.000 kroner, en årsløn på samme niveau og en pensionsindbetaling på 12 procent kunne ende med omkring 150.000 kroner ekstra på sin pension.

Beløbet afhænger dog af den årlige udvikling, og størrelsen på rabatten kan variere fra år til år, da den er betinget af selskabets økonomi i det pågældende år.

Ordningen er en del af Vellivs strategi om at holde omkostningerne nede og dermed styrke kundernes opsparing over tid.

Ads by MGDK