Nyheder24.dk
Forside Politik Lars Boje i stormvejr: Nu skal millionbrug af skattekroner undersøges

Lars Boje i stormvejr: Nu skal millionbrug af skattekroner undersøges

Lars Boje i stormvejr: Nu skal millionbrug af skattekroner undersøges
Th.Bentsen/Wikimedia Commons

Lars Bojes parti skal nu undersøges om korrekt brug af midler

Der bliver kigget nærmere på, hvordan politiske kampagner bliver finansieret.

En sag om annoncer og offentlige midler har nu fået Folketinget til at reagere.

Folketingets Administration går ind i sagen om Lars Boje Mathiesens brug af gruppestøtte i 2024.

Formålet er at afklare, om skattekroner er blevet brugt til annoncer, der skulle skaffe vælgererklæringer til Borgernes Parti. Det fortæller Din Avis.

Millioner brugt på annoncer

Oplysninger fra partiets regnskab viser, at der i 2024 blev udbetalt 1,2 millioner kroner i offentlig støtte til blandt andet annoncer og tryksager.

Samme år blev der brugt over 900.000 kroner på at promovere 179 opslag på Facebook.

Mere end halvdelen af opslagene handlede om at indsamle vælgererklæringer, og 73 af dem indeholdt direkte links til den officielle side for vælgererklæringer.

Det er netop denne type annoncer, der nu rejser spørgsmål.

Kan være i strid med reglerne

Ifølge Folketingets Administration må gruppestøtte ikke bruges til aktiviteter, der direkte fremmer valg af kandidater. Derfor er der tvivl om, hvorvidt udgifterne er lovlige.

I en vurdering lyder det:

“Annoncer, der medvirker til at indsamle vælgererklæringer, har sigte på at fremme valg af kandidater og falder derfor efter Folketingets Administrations vurdering uden for formålsbestemmelserne”.

På den baggrund vil administrationen nu tage kontakt til både Lars Boje Mathiesen og hans revisor for at få klarlagt, hvordan pengene er brugt.

Indtil videre er der ikke kommet svar fra hverken partilederen eller revisoren, som ellers har godkendt regnskabet.

Ads by MGDK