Skjult skattesmæk rammer millioner af danskere
Mens mange danskere har hæftet sig ved løfter om billigere mad og gratis tandlæge, gemmer der sig en detalje i regeringens nye grundlag, som ifølge eksperter kan ende med at koste penge for stort set alle.
På side 45 i regeringsgrundlaget lægges der op til at fastfryse en lang række skattemæssige fradrag og beløbsgrænser i to år.
Det lyder måske teknisk, men konsekvensen kan mærkes direkte i privatøkonomien.
Ifølge skatteekspert Henning Boye Hansen fra BDO betyder forslaget, at danskerne kommer til at betale mere i skat, end de ellers ville have gjort. Det fortæller TV 2.
Rammer bredt
Normalt bliver fradrag og beløbsgrænser reguleret hvert år for at følge inflationen. Det sikrer, at lønstigninger ikke automatisk fører til højere skattebetaling.
Når reguleringen sættes på pause, bliver situationen en anden.
“Det er noget, som kommer til at ramme alle, der betaler skat – også dem, der ikke får glæde af skattelettelserne.”
Regeringen ønsker blandt andet at bruge fastfrysningen til at finansiere en række andre initiativer.
Blandt forslagene er afskaffelsen af mellemskatten og toptopskatten samt lavere moms på fødevarer. Frugt og grønt skal efter planen helt fritages for moms, mens momsen på øvrige fødevarer skal halveres.
Kan spise gevinsten op
Ifølge Henning Boye Hansen risikerer skattestigningen dog at æde en del af den gevinst, som mange familier forventer at få gennem billigere dagligvarer.
Tidligere beregninger har peget på, at en gennemsnitlig familie kan spare omkring 200 kroner om måneden på lavere fødevaremoms. Men samtidig kan fastfrysningen af fradrag og beløbsgrænser trække den anden vej.
De største tabere bliver ifølge eksperten de danskere, som ikke får del i de større skattelettelser. Omvendt kan personer, der får markante skattelettelser gennem den nye reform, mærke langt mindre til skattesmækket.
Dermed kan en af regeringens mest omtalte økonomiske reformer ende med både at give og tage penge fra danskernes lommer på samme tid.