Det har nu stået på i en uge
Donald Trump har normalt ikke svært ved at fylde sendefladen.
Alligevel har den amerikanske præsident nu været væk fra offentlige optrædener i mere end en uge, og det får spekulationerne til at tage fart.
Ifølge den officielle kalender har Trump en travl onsdag foran sig med møder, underskrivelse af præsidentielle ordrer og middag i den såkaldte Rose Garden Club. Men næsten alt foregår bag lukkede døre og uden pressens adgang.
Det vækker opsigt, fordi Trump ikke er blevet set offentligt siden 27. maj, hvor han deltog i et regeringsmøde. Det fortæller The Mirror US.
Nyt lægetjek skaber spørgsmål
Fraværet kommer kort efter endnu et besøg på Walter Reed National Military Medical Center. Det var angiveligt Trumps tredje helbredstjek på et år.
Præsidenten, der fylder 80 år den 14. juni, har selv meldt ud, at alt så perfekt ud ved undersøgelsen. Det Hvide Hus fastholder også, at han er i god form og fuldt i stand til at passe sit embede.
“Præsident Trump er den skarpeste og mest tilgængelige præsident i amerikansk historie, som arbejder nonstop for at løse problemer og levere på sine løfter, og han er fortsat ved fremragende helbred.”
Læger undrer sig
Alligevel stiller flere læger spørgsmål ved rapporten fra præsidentens læge. Kritikken handler blandt andet om, at oplysningerne fremstår meget positive, men uden alle detaljer.
Særligt et nyt hjerterelateret CT-scan har fået eksperter til at undre sig, fordi Trump ifølge artiklen allerede fik foretaget en lignende scanning i oktober.
På sociale medier vokser spekulationerne samtidig om præsidentens fravær og tidligere billeder, hvor der har været synlige mærker på hans hænder.
Der er dog ingen officiel melding om alvorlig sygdom.