Benzin- og dieselpriserne er gået amok siden februar, hvilket har gjort det markant dyrere at tanke bilen.
Energipriserne er steget markant siden krigen mellem Iran og USA brød ud i slutningen af februar.
Benzin er blevet 22 procent dyrere, mens prisen på diesel er steget med 27 procent, viser de seneste tal fra Danmarks Statistik.
Også naturgas til boligopvarmning og flyrejser er blevet dyrere – sidstnævnte er endda steget med hele 28 procent.
Inflationen stiger
Stigningerne i priserne har også fået betydning for inflationstallene, der er gået fra 1,4 procent i april til 1,9 procent i maj. Det er tilmed tredje måned i træk, at forbrugerpriserne accelererer.
“Afsmitningen på inflationen fra højere energipriser ses tydeligt, når man dykker ned i forbrugerprisindekset,” siger Brian Friis Helmer, privatøkonom i AL Sydbank, ifølge B.T.
Energipriserne er dermed den primære drivkraft bag den samlede prisstigning for en lang række af de danske forbrugere.
Fødevarepriserne falder
På fødevareområdet tegner billedet sig dog en kende anderledes, hvilket der sandsynligvis er mange danskere, der er taknemmelige for.
Siden sommeren er priserne på fødevarer faktisk faldet med næsten fire procent, og set over et år er niveauet tæt på uændret, oplyser AL Sydbank.
Den udvikling kan dog vise sig at være ganske kortvarig, lyder det også.
“Det kan være en stakket frist, for med højere energi- og råvarepriser, så er der risiko for, at det spreder sig til højere fødevarepriser i supermarkedet igen, når vi ser lidt længere frem,” skriver Brian Friis Helmer i sin analyse.