Nyheder24.dk
Forside Udland Dansk ferieparadis indfører nye trafikregler: Kan udløse bøde på 1.500...

Dansk ferieparadis indfører nye trafikregler: Kan udløse bøde på 1.500 kroner

Biler holder i kø på motorvej, mens solen skinner
Shutterstock

Skal du hertil på ferie? Nye regler kan koste dig 1.500 kroner

Lufthavne, motorveje og færgehavne bliver i disse uger fyldt med ferieramte danskere, der er på vej mod sommerens populære destinationer.

Mange vælger de sydlige egne af Europa, hvor sol og høje temperaturer lokker.

Men én feriefavorit har netop vedtaget nye regler, som kan ende med at koste turister dyrt, hvis de ikke er opmærksomme.

Kan koste 1.500 kroner

De spanske myndigheder har vedtaget nye regler, som kan ramme både bilister, motorcyklister, scooterførere, cyklister, brugere af el-løbehjul og fodgængere.

Flere overtrædelser kan udløse bøder på 200 euro, hvilket svarer til omkring 1.500 kroner.

For motorcyklister og scooterførere bliver det fremover et krav at køre med lukkede sko. På landeveje bliver beskyttelseshandsker også obligatoriske.

Lejer man et el-løbehjul, skal man være opmærksom på, at hjelm bliver et lovkrav.

Kører man om aftenen eller i dårlig sigtbarhed, skal man desuden bære refleksvest.

Det skriver Ekstra Bladet.

Strammer reglerne for bilister

Bilister får også nye krav at forholde sig til.

Ved kø på motorveje skal trafikanter skabe en redningskorridor, så ambulancer og andre udrykningskøretøjer kan komme frem.

Reglerne for overhaling af cyklister bliver samtidig skærpet.

Bilister skal sænke farten med mindst 20 kilometer i timen under fartgrænsen og holde mindst 1,5 meters afstand.

Er der flere spor i samme retning, skal man skifte helt over i nabosporet.

Fodgængere får også bedre beskyttelse.

Fremover må biler som udgangspunkt ikke have blinkende gult lys samtidig med, at fodgængere har grønt ved et lyskryds.

De fleste nye regler træder i kraft 1. oktober 2026. Enkelte krav, blandt andet om lys på el-løbehjul og nye godkendte motorcykelhjelme, gælder først fra oktober 2027.

Ads by MGDK