Nu bør danskerne tage deres forholdsregler
Sommervejret tager en markant drejning i dag, hvor store dele af landet får en weekend, der minder langt mere om efterår end juli.
Fredagen bliver præget af kraftig blæst med jævn til hård vind fra vest og nordvest.
Langs kysterne kan vinden flere steder nå op på kuling eller hård kuling, mens kraftige vindstød lokalt kan ramme stormstyrke ved Vestkysten, Nordkysten af Sjælland og på Bornholm.
Det betyder, at løse genstande som trampoliner, havemøbler, telte og parasoller bør sikres, hvis de ikke allerede er det.
Det skriver DMI.
Samtidig bliver vejret ustadigt med flere byger, især i formiddagstimerne.
Temperaturerne holder sig mellem 15 og 20 grader, hvilket er langt fra det klassiske danske sommervejr.
Lørdag bliver ugens bedste dag
Har du planer om aktiviteter udendørs, ser lørdagen ud til at byde på de bedste muligheder.
Vinden aftager, solen får bedre plads på himlen, og de fleste kan se frem til en overvejende tør dag.
I de sydligste egne kan der dog komme mere vedvarende regn i løbet af eftermiddagen.
Temperaturerne stiger en smule og lander mellem 17 og 22 grader.
Søndag vender det mere omskiftelige vejr tilbage.
Blæsten tiltager igen, og flere steder kan vinden blive hård. Samtidig kommer der igen byger, mens temperaturerne holder sig under 20 grader.
Den ustadige periode fortsætter også ind i den kommende uge.
Mandag byder fortsat på byger og temperaturer mellem 15 og 20 grader, mens tirsdag ser ud til at blive mere regnfuld.
Fra onsdag bliver vejret igen mere stabilt med tørvejr og perioder med sol, og mod slutningen af næste uge peger prognoserne på stigende temperaturer.