En meteorolog fra DMI spår, at Danmark står til at blive delt i to lørdag, ligesom blæsevejret også ventes at vende tilbage i weekenden.
Fredag har budt på kraftig blæst i store dele af Danmark, hvilket kun de færreste ikke har lagt mærke til. Og nu lyder det, at det ustadige vejr kommer til at fortsætte ind i weekenden.
Lørdag tegner sig nemlig til at blive en dag, hvor landet deles vejrmæssigt i to.
Nogle egne kan af denne grund se frem til at få en dag med solskin, mens andre må tage til takke med nedbør. Det oplyser meteorolog ved DMI, Trine Pedersen, til B.T.
Sol i nord og øst
Ifølge Trine Pedersen aftager den kraftige blæst de fleste steder i løbet af lørdagen, og vinden bliver generelt roligere.
“Blæsevejret vil aftage. Det bliver mere fredeligt med let vind lørdag. Der er også en ulige fordeling af solen. De nord- og østlige egne vil få en del sol og tørvejr, hvor temperaturen kan komme op på 22 grader,” fortæller hun.
De nordlige og østlige dele af landet kan altså se frem til en overvejende tør og solrig lørdag, der endda kommer til at byde på temperaturer helt op mod 22 grader.
Regn og kulde i syd
Situationen kommer derimod til at se ganske anderledes ud i Sønderjylland, hvor vejret ifølge meteorologen tegner sig til at blive mere trist.
Her ventes danskerne nemlig at blive mødt af både skydække og regn i løbet af eftermiddagen lørdag.
Samtidig bliver temperaturerne lavere end i resten af landet, og de kan ifølge Trine Pedersen falde helt ned til 17 grader i den sydlige del af landet.
Udsigterne for resten af weekenden er heller ikke lovende for de fleste danskere, idet blæsevejret ser ud til at vende tilbage søndag, hvor flere landsdele desuden må påregne yderligere regn.