Nyheder24.dk
Forside Penge Bank kommer med klar advarsel til danskerne: Det kan tømme...

Bank kommer med klar advarsel til danskerne: Det kan tømme din konto

Bank kommer med klar advarsel til danskerne: Det kan tømme din konto

Mange opdager det for sent

Sommerferien er for mange danskere lig med restaurantbesøg, udflugter og oplevelser, hvor pengepungen måske sidder lidt løsere end resten af året.

Men når kufferten er pakket ud, og hverdagen vender tilbage, kan en mindre behagelig overraskelse vente.

Kreditkortregninger og faste udgifter skal fortsat betales, og for nogle viser det sig først efter ferien, at forbruget blev større end forventet.

Resultatet kan være en konto i overtræk eller en opsparing, der er blevet kraftigt reduceret.

Nu kommer Jyske Bank med en klar opfordring til danskere, der står i netop den situation.

Vent ikke på næste løn

Ifølge privatøkonom i Jyske Bank Bettina Brask er det afgørende at reagere hurtigt, hvis ferien har efterladt økonomien presset.

“Vi ser hvert år, at nogle først får det fulde overblik over ferieforbruget, når de er hjemme igen. Hvis økonomien er mere presset end forventet, er det vigtigste ikke at gå i panik, men at få skabt et overblik og lagt en realistisk plan,” siger hun.

Det kan være fristende blot at vente på næste lønudbetaling, men et overtræk kan blive dyrere, hvis renter og gebyrer får lov til at vokse.

Jyske Bank anbefaler derfor, at man skaber et samlet overblik over økonomien og undersøger, hvor der midlertidigt kan skæres ned.

Er situationen alvorlig, kan det også være nødvendigt at kontakte banken.

En tømt opsparing bør heller ikke ignoreres.

Opsparingen skal nemlig også fungere som sikkerhedsnet, hvis eksempelvis bilen eller vaskemaskinen pludselig går i stykker.

Begynd allerede nu

Selv om næste sommerferie kan virke langt væk, er det ifølge privatøkonomen netop nu, forberedelserne bør begynde.

“Den bedste ferieopsparing starter sjældent en måned før afrejse. Den starter ofte den dag, du kommer hjem. Selv mindre beløb sat til side hver måned kan gøre en stor forskel,” siger Bettina Brask.

Et af rådene er at oprette en separat feriekonto og overføre et fast beløb hver måned.

Samtidig bør næste års feriebudget ikke kun indeholde hotel og transport.

Restaurantbesøg, is, souvenirs og udflugter kan tilsammen ende med at gøre ferien markant dyrere.

På den måde kan næste sommer forhåbentlig slutte med gode minder frem for en ubehagelig regning.

Ads by MGDK