Nyheder24.dk
Forside Nyheder Apcoa får advarsel: Har skjult prisen for sine kunder

Apcoa får advarsel: Har skjult prisen for sine kunder

Betalingsapp parkering
Shutterstock

Apcoa har ikke været helt ærlige med hvad kunderne har skulle betale

Med smart teknologi på mobiltelefonen er det efterhånden blevet utroligt nemt at klare betalingen på få sekunder.

Det kræver dog, at man kan stole blindt på de oplysninger, som man møder på skærmen. Hvis der mangler vigtige informationer om prisen, kan den hurtige parkering nemlig pludselig ende med en ubehagelig overraskelse.

Nu har myndighederne grebet ind over for en udbredt praksis på markedet. En ny afgørelse slår fast, at skjulte ekstraudgifter aldrig må gemmes væk for kunderne.

Gebyrer blev skjult

En af landets helt store aktører inden for parkering, Apcoa Danmark A/S, har fået en klar indskærpelse fra Forbrugerombudsmanden. Selskabet har brudt markedsføringsloven ved at give brugerne et indtryk af, at appen Apcoa Flow var helt gebyrfri.

I virkeligheden skulle forbrugerne betale et fast driftsgebyr, hver gang de benyttede tjenesten. Den ulovlige praksis fandt sted i både Apples App Store og Google Play Store i 2024.

Selvom selskabet skrev overskrifter om at slippe for skjulte gebyrer og tilbød oprettelse til 0 kr., blev driftsgebyret først synligt, hvis man aktivt klikkede videre på skærmen. Det er ifølge myndighederne ulovligt, da væsentlige prisoplysninger skal fremgå helt tydeligt fra starten.

Myndigheder griber ind

Myndighederne slår fast, at tekniske eller layoutmæssige udfordringer på digitale platforme ikke fritager en virksomhed for ansvaret. Oplysninger om den samlede pris skal altid stå klart, inden forbrugeren træffer sin beslutning.

Forbrugerombudsmanden vurderer, at oplysningen om gebyret er egnet til at påvirke kundernes valg. Derfor må man ikke henvise gebyret til en skjult del af teksten.

“Apcoa kan i sagens natur ikke markedsføre sig med en gebyrfri app, når forbrugerne skal betale et driftsgebyr, hver gang de benytter den. Det skal forbrugerne naturligvis vide, før de beslutter sig for at downloade appen. Det er Apcoas ansvar, at oplysningen fremgår klart og tydeligt, uanset hvilken platform Apcoa vælger at benytte til sin markedsføring,” siger Forbrugerombudsmand Torben Jensen.

Efter henvendelsen fra myndighederne har selskabet rettet teksten i de digitale butikker.

Ads by MGDK