Nyheder24.dk
Forside Nyheder Op mod 32 grader på vej – men danskerne får...

Op mod 32 grader på vej – men danskerne får nu en alvorlig advarsel

strand
Foto: Shutterstock

Én ting skal danskerne være opmærksomme på

Sommeren har for alvor bidt sig fast i Danmark, og fredag bliver endnu en dag, hvor solcremen og de kolde drikke kan komme på arbejde.

Efter en varm torsdag fortsætter temperaturerne nemlig opad i dag.

Store dele af landet får masser af sol, mens tynde og højtliggende skyer periodevis kan glide ind foran solen og sløre den blå himmel.

Det bliver samtidig en dag med markante temperaturforskelle alt efter, hvor i landet man befinder sig.

Det oplyser DMI.

Her bliver det helt op til 32 grader

Jylland og Fyn løber med de højeste temperaturer fredag. Her kan termometeret lokalt snige sig helt op på 32 grader.

På Sjælland og Bornholm bliver det knap så hedt med temperaturer, der ventes at holde sig under 28 grader.

Det varme vejr skyldes et højtryk over Østeuropa, som sender varm luft fra syd op over Danmark.

Er 30 graders varme ikke lige sagen, kan der være hjælp at hente ved kysterne.

Havet sørger flere steder for en køligere brise, og samtidig er der naturligvis mulighed for at søge afkøling i vandet.

Men det flotte sommervejr kommer ikke uden problemer.

En enkelt gnist kan blive dyr

Den seneste tids tørre vejr kombineret med de høje temperaturer har gjort naturen meget tør.

Det betyder, at brandfareindekset bliver forholdsvis højt over hele landet i de kommende dage.

Der er derfor god grund til at være ekstra forsigtig med grill, bål og anden brug af åben ild.

Lokale beredskabers anbefalinger bør følges, da selv en mindre gnist kan få alvorlige konsekvenser i den tørre natur.

Sommervejret ændrer dog karakter allerede i weekenden.

Lørdag begynder flere steder med sol, men skyer trækker ind fra nordvest, og der kan komme lidt regn. Temperaturen lander mellem 20 og 25 grader.

Søndag bliver endnu køligere med 16 til 21 grader. Der ventes både perioder med sol og lokale byger, mens vinden fortsat kan blive ganske mærkbar ved kysterne.

Ads by MGDK