Nyheder24.dk
Forside 112 Efter drab på 16-årig: Nu beder politiet om hjælp

Efter drab på 16-årig: Nu beder politiet om hjælp

Dansk politi
oleschwander / Shutterstock

En 16-årig gymnasieelev mistede for få dage siden livet efter et voldsomt knivoverfald, og politiet opfordrer fortsat folk, der så eller hørte noget, til at melde sig.

Fredag udspillede en tragedie sig i Folkeparken i Roskilde, som aldrig burde have fundet sted.

Her mistede en 16-årig dreng, der netop var begyndt i gymnasiet, livet efter at være blevet stukket flere gange med kniv.

Knivstikkeriet skete tilsyneladende i forbindelse med et stort arrangement, hvor et større antal unge var til stede.

En anden 16-årig er i forbindelse med sagen blevet fængslet, og han blev lørdag fremstillet i et grundlovsforhør.

Til trods for, at han er blevet anholdt, vil politiet dog stadig gerne i kontakt med folk, der kan have set noget. Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, Asger Bækstrøm, til TV 2.

Flere har henvendt sig

Ifølge vagtchefen har flere personer allerede taget kontakt til politiet, fordi de enten har set eller hørt noget, der har relation til overfaldet.

En stor del af dem har henvendt sig, efter at politiet lørdag morgen gik ud for at efterlyse vidner, der kunne kaste lys over den alvorlige hændelse.

Politiet gentager nu sin klare appel til offentligheden, da de har brug for at flere står frem med informationer.

Har man overværet eller hørt noget med relation til sagen, bør man derfor ringe til politiet, hvilket kan ske på telefon 114.

Ads by MGDK