Nyheder24.dk
Forside Udland Myndigheder melder ud: En person død efter chokerende skoleangreb

Myndigheder melder ud: En person død efter chokerende skoleangreb

Police,Car,With,Flashing,Lights,At,Night, Politi, Lys, Blink
Shutterstock.com

En gerningsmand svingede et sværd mod flere elever på en skole, og myndighederne står nu med en dybt rystet svensk by.

Et angreb på en skole med navnet Brinellskolan i Sverige fredag eftermiddag har haft dødelig udgang for én person.

Det kunne politiet afsløre, da de mødte pressen på et pressemøde fredag aften.

Her lød det også, at de tilkaldte betjente nåede hurtigt frem til skolen og dernæst gik ind for at sikre bygningen.

På skolen fandt de en død person, men de stødte dog ikke på flere sårede eller gerningsmænd.

To personer blev hårdt kvæstet, og en tredje er også fortsat indlagt. Det oplyste Tommy Alriksson, politichef i Västmanlands nordlige del ifølge Ekstra Bladet.

18-årig mistænkt

Politiet mistænker en ung mand for at stå bag det meget voldsomme angreb på den svenske skole.

Det lyder desuden, at han skal have svinget et sværd mod flere personer.

Han er blot 18 år, tidligere elev på stedet og straffet for vold. Det svenske medie Aftonbladet skriver desuden, at han har haft psykiske lidelser.

Politiet indledte hurtigt en stor aktion og gennemsøgte i denne forbindelse også den mistænktes bolig i Fagersta.

En rystet medarbejder, der selv overværede det chokerende overfald, har efterfølgende talt med Expressen.

“Jeg har aldrig set så meget blod før. En såret dreng sad på en sten, og han blev hjulpet af ambulancepersonalet,” lød det fra vedkommende.

Reaktioner vælter frem

Kort efter satte Region Västmanland sit kriseberedskab i gang, mens kommunen sørgede for at åbne et krisecenter.

Kommunens pressemedarbejder Lena Bylund oplyste, at indsatsen nu handler om krisehjælp.

Den voldsomme hændelse har udløst en strøm af reaktioner. En af dem er fra Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, der hyldede politiets indsats.

“Vi ved endnu ikke hvad der ligger bag hændelsen, men vi ved at politiet arbejder meget intensivt. Jeg vil bede alle om at lade politi og redningstjeneste arbejde uforstyrret. Vores tanker er hos de ramte,” sagde Ulf Kristersson.

Også Socialdemokraternas leder, Magdalena Andersson, har givet udtryk for dyb bevægelse. Det gjorde hun i et opslag på det sociale medie X, hvor hun kaldte nyheden forfærdelig og sendte tanker til de ramte.

Hun understregede, at skolevold rammer hele nationen, og at landet står bag Fagersta.

Ads by MGDK