Prøv at holde øje næste gang du er ude at handle
Et fritidsjob efter skole kan være det allerførste møde med arbejdsmarkedet. For titusindvis af unge danskere foregår det møde mellem mælkekartoner, kassebånd og fyldte varehylder.
En ny analyse fra De Samvirkende Købmænd, DSK, viser nemlig, hvor markant de unge fylder i den danske dagligvarehandel. Det oplyser de i en pressemeddelelse.
I november 2024 arbejdede 56.384 personer under 20 år i branchen. Det betyder, at hele 50,3 procent af medarbejderne i supermarkeder og varehuse var under 20 år.
Skiller sig markant ud
Til sammenligning udgjorde unge under 20 år blot 6,8 procent af samtlige beskæftigede i dansk erhvervsliv. Andelen i dagligvarehandlen var dermed omkring syv gange højere.
Hos både industrivirksomheder og byggeentreprenører lå andelen af unge medarbejdere på under 4 procent.
Samtidig er udviklingen gået én vej i butikkerne. I 2015 udgjorde unge 47,2 procent af medarbejderne i dagligvarehandlen. I 2024 var tallet altså vokset til 50,3 procent.
“Tallene taler deres eget tydelige sprog: Dagligvarehandlen er de unges arbejdsmarked. Der er ikke andre steder, hvor så mange unge får deres første erfaring med at passe et arbejde, stå til tiden og tage ansvar. Det er en investering i den næste generations arbejdsliv, som vi skal værne om,” siger Jannick Nytoft, administrerende direktør i DSK.
Gælder næsten hele Danmark
De unge medarbejdere er heller ikke koncentreret omkring enkelte områder. I 95 af landets 98 kommuner har mere end hver femte person mellem 16 og 19 år et job i handelen.
Dagligvarebranchen spiller samtidig en betydelig rolle, når fritidsjobbet skal skiftes ud med en egentlig uddannelse.
Fra midten af 2025 til midten af 2026 blev der indgået omkring 1.200 lærepladsaftaler i branchen.
DSK bruger nu tallene til at efterlyse enklere regler for unges arbejde. Organisationen ønsker blandt andet mindre bureaukrati, enklere vejledning og et opgør med EU’s såkaldte to timers regel, som ifølge DSK begrænser fleksibiliteten.