Nu har han endelig fået grønt lys
Donald Trump kan nu fortsætte et af de mest omstridte projekter ved Det Hvide Hus, og byggeriet kan nå at blive færdigt, før nogen endeligt har afgjort, om det overhovedet er lovligt.
USA’s højesteret har med stemmerne 5 mod 4 besluttet, at arbejdet på præsidentens enorme balsal kan fortsætte, mens den juridiske kamp om projektet kører videre.
Dermed har Trump sikret sig en vigtig sejr i striden om byggeriet, der er en del af et kompleks til omkring 2,6 milliarder kroner.
Ifølge både CNN og Politico kan konsekvensen blive, at byggeriet står færdigt, inden retssystemet når frem til en endelig afgørelse om lovligheden.
Historisk fløj blev revet ned
Striden begyndte, efter at Trump sidste år beordrede Det Hvide Hus’ historiske østfløj revet ned med kort varsel og uden godkendelse fra Kongressen.
På området skal der bygges en balsal på omkring 8.360 kvadratmeter med plads til cirka 1.000 gæster.
Organisationen National Trust for Historic Preservation gik efterfølgende rettens vej og mener, at Trump har overskredet sine beføjelser.
Højesteret tager ikke stilling til selve lovligheden af byggeriet. Flertallet vurderer i stedet, at organisationen sandsynligvis ikke har den nødvendige juridiske ret til at anfægte projektet.
Højesteretspræsident advarer
Bemærkelsesværdigt nok stemte højesteretspræsident John Roberts sammen med de tre liberale dommere imod afgørelsen.
Roberts mener, at byggeriet “sandsynligvis er ulovligt”, fordi projektet ikke er blevet godkendt af Kongressen.
Trump har efter afgørelsen fejret sejren på Truth Social.
Præsidenten har tidligere beskrevet balsalen som et varigt symbol på sin præsidentperiode og argumenteret for, at bygningen også skal styrke sikkerheden omkring Det Hvide Hus.
Planen er, at den gigantiske balsal skal stå færdig i sommeren 2028.