Tusindvis af danske boligejere venter fortsat på det, men det kommer heller ikke til at ske i år.
Tusindvis af danske boligejere er på ny nødt til at væbne sig med tålmodighed, da der går endnu længere tid, før den endelige 2022-vurdering lander i deres postkasse.
Det betyder også, at de berørte boligejere stadig ikke er klar over, om de kan se frem til at få en udbetaling fra skattevæsenet, eller om de tværtimod kommer til at skylde penge.
Oprindeligt var det planen, at alle danske boligejere skulle have deres endelige vurdering i hænde inden udgangen af 2025, men den plan holdt slet ikke stik.
Mål står sort på hvidt
Da de ikke nåede deres mål i 2025, satte Vurderingsstyrelsen et nyt mål om, at opgaven i det mindste skulle være løst i løbet af indeværende år.
Den 18. december 2025 skrev styrelsens direktør, Anne-Sofie Jensen, under på ‘Mål- og resultatplan, Vurderingsstyrelsen 2026’.
Især under ‘Mål 4’ for 2026 er det interessant at kigge, for her fremgår følgende: “Resultatkrav: Vurderingsstyrelsen har udsendt alle 2022-ejerboligvurderinger.”
Planen skal hun stå til ansvar for over for departementschef Merete Agergaard, der er Skatteministeriets øverste embedsmand.
530.000 mangler fortsat
B.T. har siden tirsdag forsøgt at få direktøren til at oplyse, om hun regner med at indfri det mål, hun selv har skrevet under på.
Mediet skriver, at de fastsatte torsdag som frist, men de har stadig ikke fået svar, til trods for, at de har rykket for det.
Styrelsens egen opgørelse fra den 15. september viser, at der er sendt 1,28 millioner endelige 2022-vurderinger ud af det samlede antal på cirka 1,81 millioner. Dermed er der stadig 530.000 vurderinger, der mangler at blive sendt ud.
Og det kan have konsekvenser for boligejerne, for ligger den endelige vurdering over den foreløbige fra september 2023, udløser det en restskat på boligen, og der bliver samtidig lagt renter oveni. Jo længere tid der går, jo mere vokser beløbet derfor for de berørte.