Messerschmidt kommer med voldsom anklage mod regeringen i nyt opslag
Et kryds på stemmesedlen bliver givet på baggrund af de løfter, der kommer før et valg. Nu mener Morten Messerschmidt, at flere af dem allerede er blevet brudt. Det skriver han på sin Facebook.
Dansk Folkepartis formand går hårdt til angreb på Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet efter en række afstemninger i Folketinget.
Særligt sagen om store bededag får kritikken til at eksplodere.
Under valgkampen lovede Pelle Dragsted, at Enhedslistens første politiske forslag efter valget skulle handle om at genindføre helligdagen.
Nu kritiserer Messerschmidt partiet for at have stemt imod Dansk Folkepartis forslag om at genindføre store bededag allerede nu frem for at vente til 2030.
Retter også skytset mod SF
SF bliver samtidig mødt af kritik over regeringens finanslovsforslag.
Partiet har gennem flere valgkampe sagt, at det ikke ønsker at forringe SU’en. Alligevel har SF accepteret et finanslovsforslag, hvor SU’en fjernes for 81.000 hjemmeboende studerende. SF understreger selv, at besparelsen ikke var partiets idé, men at den er resultatet af et kompromis i regeringen.
For Messerschmidt er det endnu et eksempel på forskellen mellem valgløfter og den politik, der føres efter valget.
“Hvor skulle de dog skamme sig”
Også Socialdemokratiet bliver trukket ind i angrebet.
Messerschmidt kritiserer partiet for at have stemt imod et DF-forslag om strafrabat i forbindelse med manddrab og fremhæver sagen om Elias Shegow.
“De står på landsdækkende TV og lover danskerne én ting. Og når valget så er overstået, så går de gudhjælpemig direkte ned i folketingssalen og stemmer det stik modsatte, mens de håber på, at danskerne ikke lægger mærke til det.”
På den baggrund beskylder DF-formanden de tre partier for løftebrud og vælgerbedrag – en politisk karakteristik, der står for Messerschmidts egen regning.