Nyheder24.dk
Forside Udland Familie havde gemt en gammel tallerken under sofaen i årtier:...

Familie havde gemt en gammel tallerken under sofaen i årtier: Nu er den vurderet til et svimlende beløb

Den forbudte by
Shutterstock

En gammel og beskidt tallerken havde ligget gemt under en sofa i årtier. Først da en ekspert så nærmere på den, blev dens helt særlige historie afsløret.

Der kan gemme sig lidt af hvert under en sofa. Men for en familie i London viste en gammel og beskidt genstand sig at være noget helt ud over det sædvanlige.

I årtier havde en enorm kinesisk porcelænstallerken nemlig ligget gemt under sofaen.

Da en ekspert fik mulighed for at undersøge den nærmere, stod det klart, at familien havde passet på en sjælden kejserlig genstand, der kan være omkring 300.000 kroner værd. Det fortæller Daily Mail.

Tallerkenen måler cirka 60 centimeter i diameter, vejer omkring 14 kilo og blev bragt til Storbritannien af den kinesiske immigrant Wing Lung Goo i begyndelsen af 1900-tallet. Siden er den gået i arv gennem familien.

Særligt mærke afslørede historien

Et familiemedlem kontaktede auktionshuset Woolley & Wallis og sendte billeder af genstanden.

Størrelsen fangede straks den asiatiske kunstekspert John Axfords interesse.

På undersiden fandt eksperten et særligt mærke, der afslørede, at tallerkenen var fremstillet til Chuxiu-paladset i Den Forbudte By i Beijing.

Ifølge vurderingen blev den fremstillet i 1880’erne i forbindelse med enkekejserinde Cixis fødselsdag.

Tallerkenen er blandt andet udsmykket med drager, flammer og blomster og har en kejserlig gul farve.

Kan indbringe omkring 300.000 kroner

Det noget utraditionelle opbevaringssted kan skyldes tallerkenens størrelse og vægt.

“Vi er ikke helt sikre på, hvorfor tallerkenen blev opbevaret under en sofa i årtier, men det kan skyldes, at den var for stor til at hænge på en væg eller udstille,” forklarer John Axford.

Efter en grundig rengøring viste genstanden sig samtidig at være i næsten uberørt stand.

Auktionshuset betegner eksemplaret som særdeles sjældent og muligvis unikt på grund af den gule glasering på undersiden.

Den skal under hammeren 10. november og vurderes til mellem cirka 170.000 og 300.000 kroner.

Ads by MGDK