Dronningen måtte se sig slået
Kongelige navne vækker næsten altid ekstra opmærksomhed, når de dukker op blandt nominerede til priser og hædersbevisninger.
Det gælder især, når medlemmer af kongehuset bliver fremhævet for en indsats, der rækker ud over de klassiske royale pligter.
Sådan var det også i Norge, hvor både dronning Sonja og kronprinsesse Ingrid Alexandra var blandt de 68 nominerede til årets Jentepris.
Nu er vinderen fundet, og hverken dronningen eller kronprinsessen løb med hæderen.
Det skriver norsk Se & Hør.
Kongelige måtte se sig slået
Jenteprisen uddeles hvert år af Plan International Norge til en person eller organisation, der har gjort en særlig indsats for pigers rettigheder og ligestilling.
Prisen gik denne gang til Daniella Nordhagen, som blev hædret for sit engagement i kampen mod æresvold og tvangsægteskaber.
“Jeg er utrolig stolt over at modtage Jenteprisen, det er ikke noget, jeg havde forventet i dag. Samtidig føler jeg en stor ydmyghed over at være nomineret sammen med så mange stærke stemmer,” sagde hun efter prisoverrækkelsen.
Nordhagen kom til Norge fra Irak som barn og blev ifølge Se og Hør tvangsgiftet som 13-årig.
Hun har siden fortalt om sine erfaringer i bogen “1178 nætter” og bruger i dag sin historie aktivt i arbejdet mod social kontrol, æresvold og tvangsægteskaber.
Har gjort sin historie til en kamp
Ifølge juryen har Nordhagen formået at omsætte sine egne oplevelser til noget, der kan hjælpe andre.
Hun holder blandt andet foredrag og deler viden med skoler, organisationer og fagpersoner.
“Jeg ønsker, at min datter skal vokse op i en verden, hvor ingen kan begrænse hende, fordi hun er en pige. Hvis jeg kan hjælpe flere piger med at få den mulighed, så ved jeg, at jeg har gjort noget godt,” sagde hun.
Dronning Sonja og kronprinsesse Ingrid Alexandra måtte dermed nøjes med nomineringen.
Prisen er blevet uddelt siden 2012 og gives hvert år i forbindelse med FN’s Internationale Pigedag den 11. oktober.