Kollega blev syg efter sin te: Så pegede mistanken ét sted hen
Et forskningsmiljø, hvor kolleger normalt deler laboratorier, kontorer og idéer, er blevet ramt af en alvorlig sag i USA.
En 32-årig ph.d.-studerende i mikrobiologi er blevet anholdt og sigtet for at have forgiftet en kollegas te med et kemisk stof.
Ifølge anklagemyndigheden forsøgte hun derefter at forlade landet.
Sagen udspiller sig på University of Wyoming, hvor både den mistænkte og den forurettede arbejdede.
Det oplyser The Guardian.
Mistanke opstod efter mærkelig smag
Den forurettede begyndte ifølge sagen at få alvorlige og uforklarlige symptomer efter en konference i august.
Han blev blandt andet ekstremt træt, havde svært ved at sove og bemærkede samtidig en mærkelig smag i den te, han lavede med en lille kaffemaskine på sit kontor.
Da kaffemaskinen blev vasket, forsvandt smagen midlertidigt.
Mistanken voksede, og vand fra maskinen blev siden undersøgt. Her blev der ifølge politiet fundet acrylamid.
Efterfølgende blev der sat overvågningskameraer op i det fælles kontor.
Ifølge en politirapport blev den 32-årige Aili Wang filmet, mens hun gennemgik kollegaens skrivebord, fotograferede og flyttede notesbøger og senere skyllede hans krus med væske fra sit eget.
Anholdt på vej ud af landet
Politiet mener desuden, at Wang tidligere havde købt acrylamid via eBay.
Hun blev anholdt 6. oktober i Los Angeles International Airport, hvor anklagemyndigheden mener, at hun forsøgte at rejse til Kina.
Med sig havde hun blandt andet computere, elektroniske lagringsenheder og dokumenter, som politiet nu har beslaglagt.
Den professor, der førte tilsyn med begge studerende, beskriver sagen som et chok.
“Det har mildest talt været nedslående at se, at en af dine studerendes liv er i fare, og at en anden studerende muligvis er ansvarlig for det,” siger Mark Gomelsky.
Det er endnu uklart, om den forurettede kommer sig fuldstændigt.
Wang er sigtet for grov vold i Wyoming. Strafferammen er op til ti års fængsel og en bøde på 10.000 dollar.
Hun sad tirsdag fortsat fængslet uden mulighed for løsladelse mod kaution.