Nyheder24.dk
Forside 112 Vendte pludselig om: Mand sigtet for vanvidskørsel på Storebæltsbroen

Vendte pludselig om: Mand sigtet for vanvidskørsel på Storebæltsbroen

Storebælt, Storebæltsbroen
Adam Saugmann/Shutterstock

En køretur over Storebælt førte til en anholdelse og en sigtelse for vanvidskørsel.

En bilist på 77 år blev natten til lørdag meldt til politiet, da han tog sig en usædvanlig køretur over Storebælt. Det har nu medført, at han er blevet sigtet for vanvidskørsel.

Ved betalingsanlægget tæt på Korsør besluttede manden sig for pludselig at vende sin bil. Derfra fortsatte han i den forkerte kørselsretning med kurs mod Fyn.

Det oplyser Morten Nielsen, som er vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, ifølge Ritzau.

Standsede bilen på Vestbroen

Første henvendelse om den usædvanlige kørsel blev registreret lørdag klokken 00.51. Anmeldelsen lød ganske enkelt på, at der var blevet spottet en bil på broen, der kørte imod trafikken.

Klokken 01.13 standsede politiet køretøjet på Vestbroen, som er den lavere del af Storebæltsforbindelsen.

Føreren viste sig at være en tysk mand på 77 år. Betjentene valgte at anholde ham på stedet, ligesom hans bil er blevet konfiskeret.

Ifølge vagtchefen behøvede ingen andre trafikanter at foretage undvigemanøvrer. Episoden medførte derfor hverken personskade eller skader på køretøjer.

Mistænker forvirring

Efter politiets vurdering var der ikke tale om en bevidst beslutning om at køre imod trafikken. Den 77-åriges alder og helbred kan efter politiets opfattelse have ført til forvirring, lyder det fra Morten Nielsen.

Vagtchefen siger, at de sjældent oplever den slags hændelser på Storebæltsbroen.

“Det er ikke noget, vi ser så tit. I den her sag er der helbredsmæssige ting, der gør, at der opstår forvirring,” siger Nielsen.

Ved 09:50-tiden lørdag morgen var den 77-årige fortsat anholdt. Ifølge vagtchefen var planen imidlertid, at han skulle løslades.

Ads by MGDK