Kronprins Christian viser ny side af sig selv
Det danske kongehus er vant til nøje planlagte optrædener, officielle taler og interviews med en fast ramme.
Men indimellem får offentligheden et mere personligt indblik i livet bag de kongelige titler.
Det er netop tilfældet i et nyt og usædvanligt interview med kronprins Christian, der kort efter sin 21-års fødselsdag taler mere åbent end vanligt om sin hverdag og den konstante opmærksomhed.
Interviewet er lavet af musikeren Benjamin Hav og foregår, mens de går, kører og sejler gennem København.
Det oplyser TV 2.
Vil ikke lade rollen styre alt
Undervejs fortæller kronprinsen blandt andet om de mange blikke og mobilkameraer, der følger ham, når han eksempelvis tager på festival.
Han erkender, at han sætter grænser, men gør samtidig klart, at han ikke ønsker at indrette hele sit liv efter den opmærksomhed, der følger med rollen som tronfølger.
“Jeg gider ikke hæmmes af, at jeg er mig. Jeg gider ikke tænke, at der er for mange mennesker. Så kan det godt være, at der kommer masser af mennesker hen og vil tage billeder, men så må man bare sige ”desværre ikke, og god festival”,” siger kronprins Christian.
Han fortæller også, at han allerede som barn blev bevidst om, at hans liv var anderledes end klassekammeraternes.
Blandt andet husker han, at han ikke altid blev afleveret i skole af sine forældre, og at han havde PET-vagter omkring sig.
Viser en anden side
Ifølge TV 2’s kongehuskorrespondent Marie Rønde giver interviewet et sjældent indblik i personen bag titlen.
Hun peger på, at formatet og relationen til Benjamin Hav gør samtalen mere afslappet end traditionelle interviews.
“Og så er det komfortabelt for den forholdsvis uprøvede kronprins at tale med én, han kender og respekterer, frem for en fremmed journalist – og det mærker man tydeligt i interviewet. Han lader af og til paraderne falde, og det giver et helt nyt indtryk af tronfølgeren,” siger hun.