Nyheder24.dk
Forside Nyheder DMI med advarsel til danskerne: Få det gjort inden weekenden

DMI med advarsel til danskerne: Få det gjort inden weekenden

storm, skyer, varsel
illusoryreality/Shutterstock

Vejret tager en markant drejning i weekenden. DMI opfordrer allerede nu danskerne til at forberede sig

Efterårsvejret fortsætter med at vise flere sider af sig selv.

Torsdag begynder gråt mange steder, og især mod nord og øst starter dagen med regn.

Senere bliver der dog bedre muligheder for at få solen at se, inden skyerne igen tager over.

Men det er især udviklingen frem mod weekenden, der skiller sig ud.

DMI holder nemlig øje med et stormlavtryk, som kan sende både kraftig vind og regn ind over Danmark natten til søndag.

Solen kigger kort frem

I løbet af formiddagen breder en opklaring sig over det meste af landet.

Det giver lidt eller nogen sol flere steder, men også byger. På Bornholm kommer opklaringen først senere på dagen.

Ud på eftermiddagen trækker nye skyer ind, og især i Jylland følger mere udbredt regn.

Temperaturerne kommer op omkring 12 grader, mens vinden bliver op til jævn fra sydlige og vestlige retninger. Ved Vestkysten og Vadehavet kan vinden nå op på hård styrke.

Fredag ser mere rolig ud med perioder med sol, inden skyer og regn igen breder sig fra syd.

Kan ramme i weekenden

Den største opmærksomhed samler sig om natten til søndag.

Et stormlavtryk ventes at passere over Skotland, og de tilhørende fronter kan sende kraftig vind ind over Danmark.

De seneste prognoser peger ifølge DMI på vindstød af stormstyrke mange steder.

Fordi vinden ventes at komme fra sydlige retninger, kan flere danske broer blive påvirket.

Der kan samtidig komme forhøjet vandstand i Vadehavet og langs den jyske vestkyst.

DMI anbefaler allerede nu, at danskerne sikrer løse genstande i haven, sørger for at havemøbler og trampoliner står fast og holder riste og tagrender fri for blade.

Lørdag bliver skyet med regn eller byger flere steder, og vinden tiltager senere på dagen.

Søndag ventes både regn, byger og kraftig vind, inden blæsten gradvist aftager.

Der er dog fortsat usikkerhed om, præcis hvor voldsom vinden bliver natten til søndag.

Ads by MGDK