Gustave frygtes at stå bag hundredvis af dødsfald, men ingen har kunnet stoppe ham. Nu er han forsvundet under mystiske omstændigheder
For beboerne langs Ruzizifloden i det afrikanske land Burundi har et møde med vandets farligste rovdyr i årevis været forbundet med en ganske særlig frygt.
Her har en gigantisk krokodille nemlig fået ry for at stå bag et skræmmende antal dødsfald.
Krokodillen, der har fået navnet Gustave, mistænkes for at have dræbt op mod 300 mennesker.
Men det mest opsigtsvækkende er måske, at ingen med sikkerhed ved, hvor det frygtede dyr befinder sig i dag.
Det skriver Daily Star.
Et monster med en blodig fortid
Gustave blev første gang observeret i slutningen af 1990’erne.
Allerede dengang skilte krokodillen sig ud med sin enorme størrelse og flere synlige skader, herunder tre ar efter skudsår.
Ifølge oplysningerne målte den mindst seks meter og vejede omkring 900 kilo.
Den blev desuden vurderet til at være over 60 år gammel.
Forskere har fremsat teorier om, at krokodillens størrelse gjorde det vanskeligere at jage hurtige byttedyr, hvilket kan have fået den til at angribe større dyr og mennesker.
Antallet af menneskelige ofre er dog stærkt omdiskuteret.
Mens nogle beretninger nævner 300 dræbte, vurderer andre, at tallet snarere ligger omkring 60.
Forsvandt uden et eneste spor
I 2004 forsøgte krybdyrseksperten Patrice Faye og et forskerhold at indfange Gustave.
De opstillede enorme fælder langs floden, men krokodillen undslap hver gang.
Ved et sidste forsøg blev en levende ged brugt som lokkemad.
Et voldsomt uvejr ødelagde imidlertid overvågningsudstyret, og næste morgen var geden forsvundet.
Ingen kunne fastslå, hvad der var sket.
Gustave blev angiveligt observeret igen i 2009 nær Tanganyikasøen.
I 2019 opstod der rygter om, at krokodillen var blevet dræbt.
Men hverken et lig eller andre afgørende beviser er siden blevet fremlagt.
Dermed står spørgsmålet fortsat ubesvaret.
Er den frygtede kæmpekrokodille død, eller findes den stadig et sted i Afrikas floder?