USA forsøger med et nyt tilbud at få indsigt, og de er klar til at betale i dyre domme for det.
De amerikanske myndigheder er klar til at punge ud med en stor belønning for viden om det iranske atomprogram.
Den amerikanske centralkommando, Centcom, har nemlig meddelt, at de er villige til at betale en belønning på helt op 20 millioner dollar. Det svarer til cirka 134 millioner kroner.
Tilbuddet blev annonceret i et opslag på X natten til lørdag dansk tid og omfatter også mulighed for at blive genbosat.
Efterlyser oplysninger
Det er Rewards for Justice (RFJ), et program under USA’s udenrigsministerium, der står bag ordningen.
“Rewards for Justice udlover en dusør på op mod 20 millioner dollar og tilbyder mulighed for genbosættelse til personer, der kan tilbyde oplysninger om Irans atomprogram,” skriver Centcom ifølge Ritzau.
Der efterlyses mere konkret oplysninger om både faciliteter og teknisk materiel samt personer med tilknytning til programmet.
USA har længe haft et ønske om begrænsninger på Irans atomarbejde. Sammen med Israel og flere europæiske lande frygter de, at Iran søger at udvikle atomvåben. Den iranske regering afviser dog enhver mistanke om dette og beskriver formålet som fredeligt.
Har ført til angreb
Konflikten mellem de to lande har medført, at de amerikanske styrker angreb tre iranske atomanlæg i juni 2025.
Den 28. februar gik USA og Israel dog i direkte krig mod Iran. Donald Trump havde forinden truet med angreb, hvis Iran ikke var villige til at indgå en aftale om atomprogrammet.
I foråret 2025 forsøgte parterne at finde en afløser for atomaftalen fra 2015, som USA under Trump forlod tilbage i 2018. Aftalen lettede en række sanktioner fra flere vestlige lande til gengæld for iranske løfter om at holde uranberigelsen nede.
USA og Iran skrev i juni 2026 under på et forståelsespapir, der skulle afslutte krigen mellem dem, genåbne Hormuzstrædet og sætte gang i atomforhandlinger.
Aftalen brød kort efter sammen, da Iran havde beskudt en række handelsskibe, som landet mente sejlede uden for den godkendte rute gennem Hormuzstrædet.