Nyheder24.dk
Forside Penge Dyr vinter på vej: Nogle danskere kan få ekstraregning på...

Dyr vinter på vej: Nogle danskere kan få ekstraregning på 11.000 kroner

danske penge
Shutterstock.com

Vinteren kan blive markant dyrere for mange danskere

Når kulden for alvor bider sig fast, kan det hurtigt mærkes på husholdningsbudgettet.

Varme, strøm og brændstof fylder i forvejen meget hos mange familier, og denne vinter kan regningen blive endnu større end sidste år.

Det vurderer Brian Friis Helmer, der er privatøkonom hos AL Sydbank.

Ifølge hans nye beregninger kan en familie med gasfyr og en benzin- eller dieselbil ende med at betale mellem 10.500 og 11.000 kroner mere denne vinter sammenlignet med sidste vinter.

Det oplyser B.T.

Udsigterne er blevet værre

Tidligere på året så regnestykket mindre voldsomt ud.

I midten af september vurderede Brian Friis Helmer, at den samlede ekstraregning ville lande omkring 7.500 kroner.

Nu er forventningen altså skruet op med yderligere 3.000 til 3.500 kroner.

“Udsigterne er blevet lidt mere dystre end tidligere på året,” siger Brian Friis Helmer.

Han peger blandt andet på udviklingen i gasmarkedet.

Usikkerheden i Mellemøsten er fortsat høj, samtidig med at gaslagrene i Europa ifølge privatøkonomen ligger lavt for årstiden.

Det har været med til at presse prisen på naturgas op.

Også strømmen bliver ramt

De højere gaspriser kan samtidig smitte af på elregningen.

Det gælder især i perioder, hvor vind og sol leverer mindre strøm, og andre energikilder derfor fylder mere.

“Det påvirker også prisen på strøm især i øjeblikket, hvor vind og sol ikke leverer specielt meget produktion.”

For familier med både gasfyr og bil med forbrændingsmotor kan kombinationen derfor blive dyr.

Regnestykket vil dog ikke ramme alle lige hårdt.

Brian Friis Helmer understreger, at ekstraregningen vil være lavere for familier, der for eksempel har elbil eller fjernvarme.

Dermed er det især husstande, der både opvarmer boligen med gas og kører på benzin eller diesel, som risikerer at mærke vinteren ekstra tydeligt på økonomien.

Ads by MGDK