Nyheder24.dk
Forside Kongehuset Kongehusekspert afslører nyt om prins Henriks sygdom for åbne mikrofoner

Kongehusekspert afslører nyt om prins Henriks sygdom for åbne mikrofoner

Kongehusekspert afslører nyt om prins Henriks sygdom for åbne mikrofoner
Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Nu sætter en erfaren kongehusekspert ord på, hvordan sygdommen ifølge hende påvirkede prinsen og skabte en vanskelig situation for kongehuset.

Prins Henriks sidste år var præget af kontroversielle udmeldinger, stor offentlig debat og en alvorlig sygdom, der satte både ham selv og kongehuset i en vanskelig situation.

Særligt hans beslutning om ikke at ville begraves ved siden af dronning Margrethe vakte opsigt, men ifølge en erfaren royal iagttager gemmer der sig en vigtig forklaring bag prinsens opførsel.

Trine Larsen er en af landets mest kendte royale stemmer. Hun er forfatter, foredragsholder og tidligere hofreporter, og i dag er hun fast gæst i podcasten ‘Kongeland’ med Silla Bakalus, hvor de to gennemgår stort og småt fra kongehuset.

I afsnittet udgivet 15. oktober 2026 vender de tilbage til et af de mest omdiskuterede kapitler i nyere dansk kongehistorie – nemlig prins Henriks sidste år.

En beslutning, der vakte opsigt

Prins Henrik, der var dronning Margrethes mand gennem årtier, trak sig tilbage og gik på pension den 1. januar 2016. I august 2017 meldte han ud, at han ikke længere ønskede at blive begravet ved siden af dronningen i Roskilde Domkirke, som ellers havde været planen. Han følte sig aldrig ligestillet med sin hustru.

Kort efter, den 6. september 2017, offentliggjorde kongehuset, at prinsen led af demens, som TV 2 skrev dengang. Prins Henrik døde den 13. februar 2018, 83 år gammel.

Sygdommen kastede nyt lys over konflikten

Konflikten om begravelsen kastede en skygge over et ægteskab, der ellers virkede lykkeligt, påpeger værten Silla Bakalus i afsnittet. Hertil svarer Trine Larsen, at hele striden skal forstås som et udtryk for prinsens sygdom.

“Altså, prinsen endte jo med at blive dement, desværre, og mange af de ting, som han så har slåset med i de årenes løb, kommer op, når man får den der demenssygdom. Og problemet var jo, at prins Henrik synes ikke selv, at han fejlede noget. Han synes ikke, der var noget galt med ham,” siger Trine Larsen i podcasten.

Når man begyndte at tale med ham om den slags, afviste han det fuldstændig, forklarer hun, og det gjorde han også over for dronningen. Ifølge Trine Larsen ville det have været langt nemmere for hoffet, hvis man bare havde kunnet sende en pressemeddelelse ud om, at prinsen var syg.

Dronningen forsøgte ifølge Trine Larsen at antyde det i sin nytårstale, da prinsen gik på pension. Men så rejste der sig et ramaskrig om, hvorvidt en prins overhovedet kan gå på pension og samtidig blive ved med at modtage apanage.

Ads by MGDK