Det er den første sag om billigelse af Hamas-angrebet, der skal behandles ved retten.
Lige nu læser andre
Torsdag skal en 26-årig influencer, der delte en video med sit Snapchat-netværk, hvor han udtalte sig om Hamas’ angreb i Israel den 7. oktober 2023, behandles ved Københavns Byret.
Her vil man behandle, hvorvidt tiltaltes ytringer er strafbare, idet han er blevet tiltalt for billigelse af terror.
Det skriver Ritzau.
Læs også
Tiltalte forklarer i retten, at han ikke vidste, at ofrene for angrebet 7. oktober, omfattede civile, men at han troede, at der var tale om israelsk militær.
Derudover forklarer han sig med, at han er en selverklæret gøgler, der laver satire.
“Jeg havde ikke en dårlig intention med det her. Det er faktisk bare for at få folk til at grine,” siger han.
Derudover lægger han vægt på, at han ikke ville have lavet videoen, hvis han vidste, at det handlede om civile israelere, og at han aldrig deler sine personlige holdninger.
Ifølge anklageskriftet har tiltalte blandt andet sagt følgende i sin video:
“Der bor folk dernede, som stadig ikke er blevet flækket. Men 250 stykker, det er ikke helt dumt.”
Det er ytringer som ovennævnte, der fik Statsadvokaten i København til at rejse tiltale mod influenceren.
På profilen havde den 26-årige mand mere end 80.000 følgere. Det fremgår af anklageskriftet, hvor påstanden lyder på fængselsstraf.
Den tiltalte ønsker frifindelse.
Det er den første sag om billigelse af Hamas-angrebet, der skal behandles ved retten. I alt er der rejst fire tiltaler om billigelse af angrebet den 7. oktober 2023.