Den norske efterretningstjeneste er kommet med en chokerende melding om Rusland.
Rusland er i gang med at udvikle rumbaserede våben, lyder det fra den norske efterretningstjeneste, som også er kendt som E-tjenesten.
Det skriver den norske avis VG.
Ifølge Nils Andreas Stensønes, der er leder af E-tjenesten, har Rusland ikke blot udviklet et våben til fysiske angreb på satellitter – de har også testet det.
“Rusland har udviklet og testet våben til fysiske angreb på satellitter,” siger han i et interview med VG.
Det er dog vigtigt at nævne, at han også tilføjer, at våbnet er blevet udviklet, men ikke betragtes som værende effektivt.
Desuden lyder det, at russiske rumvåben er blevet aktuelt inden for de seneste 24 timer.
Faktisk er det ikke første gang, at der er blevet advaret om dette. Der blev nemlig også meldt ud om det onsdag, men her var det ikke helt så direkte, som i udtalelsen fra Stensønes.
Onsdag kom Mike Turner, der er medlem af Repræsentanternes Hus og formand for husets efterretningskomité, med en lettere kryptisk udtalelse om netop dette.
Ifølge Ritzau sagde han i denne udtalelse, at der er tale om en ‘alvorlig national sikkerhedstrussel’, hvilket skulle handle om Ruslands kapaciteter i rummet og til satellitter.
Ifølge medier som The New York Times og ABC News har kilder udtalt sig om dette, og har derfor bekræftet, at det var, hvad Turner udtalte sig om.
Rusland har afvist, at der skulle være hold i de seneste meldinger om, at landet har våbenkapacitet i rummet. Desuden har de også langet ud efter USA, da de beskylder landet for at sprede rygter.
Det ændrer dog ikke på, at USA’s allierede i Europa allerede er blevet orienteret om våbnene. Det skriver nyhedsbureauet Reuters, hvilket nu er blevet bekræftet af den norske E-tjeneste.
Ifølge B.T. er der ikke tale om våben, der er i kredsløb, hvorfor det ifølge eksperter ikke medfører nogen akut trussel for et land som USA.